Technofest i Hedeland skal være årets sidste

Meget mod Hedelands vilje var det store naturområde mellem Roskilde, Greve og Høje-Taa­strup i den forgangne weekend igen skueplads for en fest med højlydt technomusik.

Søndag morgen bar området præg af nattens fest, som kom en
smule før, end Hedelands bestyrelse havde regnet med.
Efter sidste års gentagne technofester blev der hyret et
privat vagtselskab for at holde de uvelkomne nattegæster væk.
Indsatsen virkede, og det blev besluttet, at der fra maj i år
atter skulle gøres en aktiv indsats for at bevare natteroen i
naturområdet. men technofolket holdt altså sit indtog allerede i
april.
Dog lykkedes det dem ikke at forcere bommen ind til området,
så i det omfang, der har været brug for generatorer og andet
udstyr til at forstærke musikken, så har festdeltagerne været
nødt til at slæbe grejet det sidste stykke vej.
- Det er både forstyrrende for naturen og i strid med
reglerne. Nu er vi bange for, at det begynder igen, når det
bliver varmt i vejret, og de forlængede weekender kommer, så nu
har vi kontaktet det samme vagtselskab som sidste år, og de
begynder at patruljere i den kommende weekend, siger Laurids
Christensen, som er formand for Hedelands bestyrelse.
Han sætter sin lid til, at vagtselskabets indsats vil have
samme virkning som i efteråret, hvor technofesterne i Hedeland
ophørte. De organiseres via internettet, hvor der imidlertid
aldrig skrives direkte, hvor en fest skal foregå. Derfor kan
Hedeland ikke nøjes med at sende vagter ud på faste tidspunkter,
men er nødt til at sætte en mere bred patruljering i værk hver
weekend.
- Festerne om natten er irriterende, også for dyr og fugle. De
har brug for fred og ro på dette tidspunkt af året. Derfor er
det også vigtigt, at hundeluftere og andre, der benytter
Hedeland, respekterer naturen. Vi ser desværre også mange hunde
fare ud i søerne, så gæs og ænder bliver skræmt væk. I en enkelt
sø er der 80 par gæs, der ruger, og der er også råvildt med kid
og kaniner med unger, og de har alle brug for ro, siger Laurids
Christensen.