Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Teater-støtte havner hos SKAT

En ny tolkning af reglerne hos SKAT tvinger i stigende grad mindre teatre til at betale skat af blandt andet den kulturstøtte, de får af kommunerne.

Den kommunale støtte til en række mindre teatre ryger nu tilbage i statskassen.

Det er en ny tolkning af reglerne hos SKAT, der i stigende grad resulterer i, at den offentlige støtte, der var tiltænkt kulturelle aktiviteter, nu sendes tilbage i statskassen.

Det skriver Altinget.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det virker helt skørt, at de penge, som vi giver fra kommunen til kulturelle aktiviteter, nu ryger direkte tilbage i statskassen, siger Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen, til Altinget.

Også formanden for Teatrenes Interesseorganisation, Gitta Malling, er stærkt kritisk overfor den nye praksis.

- Som reglerne tolkes nu giver man offentlige, kommunale tilskud fra én kasse, og kræver altså samtidig penge retur til statskassen. Det giver jo ikke nogen mening, at vi skal betale pengene tilbage igen, siger hun til Altinget.

Den nye tolkning af reglerne betyder, at de mindre teatre pålægges nye, administrative byrder og udgifter til revisorer for at kunne betale skat af de offentlige midler, de ellers har modtaget til kulturaktiviteter.

Egnsteatre og små storbyteatre skal derfor til at betale skat af det eventuelle overskud, de vil overføre til næste års budget.

Det skal ses i sammenhæng med en skatteteknisk vurdering af, hvad der er almennyttigt formål, og hvad der er erhvervsmæssig virksomhed, da der i scenekunstlovens kriterier for at få støtte til teatre er et krav om, at der skal være tale om et professionelt teater.

Problemet er nu, at SKAT som et led i den nye praksisændring sætter lighedstegn mellem professionel og skattepligtig erhvervsvirksomhed.

Både kulturborgmesteren og teatrenes formand påpeger, at sagen burde kunne løses i lovgivningen ved eksempelvis at præcisere i scenekunstloven, at der er tale om en almennyttig aktivitet - eller ved at præcisere i skattelovgivningen, at teatrene skal være friholdt for skat ligesom blandt andet museerne er det.