Teater bestjålet kort før premiere

Udstyr for 85.000 kroner er sporløst forsvundet fra nordsjællandsk teater.

Teatermejeriet i Holte har den seneste tid øvet på livet løs til en ny forestilling, der har premiere i næste uge.

Det kom derfor som noget af et chok, da de forleden opdagede, at de havde fået stjålet en masse dyrt udstyr.

Onsdag aften øvede nogle af de 110 børn, der er med i den kommende forestilling, og da andre frivillige fredag ville arbejde videre med lyssætningen opdagede de, at der var forsvundet udstyr til en anslået værdi af 85.000 kroner, skriver Lokalavisen.dk.

- Det er svært at sige hvornår, det er sket. Vi brugte udstyret onsdag aften, men fredag, da vi skal lave lyssætningen til forestillingen, så manglede der er en lyscomputer. Den leder vi så efter, og så opdager vi, at der mangler et rack, et helt nyt. Det mangler også. Så tænker vi: 'Okay, der har været nogen at nappe noget’. Da vi så får kigget det hele efter ser vi, at der også mangler tre skruemaskiner og en rundsav, siger den daglige leder, Steffen Steffensen, til Lokalavisen.dk.

Han fortæller, at det stjålne udstyr er tungt og besværligt, og derfor tror han, at det ikke er helt spontant, at tyvene er slået til i Kulturcenter Mariehøj, hvor forestillingen finder sted.

- Det er jo et åbent hus, og de må have haft en varevogn til at køre det væk i, siger Steffen Steffensen.

The show must go on

Tyveriet ærgrer ham, for det har taget teatret 17-18 år at anskaffe udstyret gennem midler fra fonde, og lige om hjørnet venter premieren på den nye forestilling ’Storm’.

quote Vi når det – det skal vi. Der er folk, der tager natten i brug og vi øver til sent om aftenen og bygger om natten. 

Steffen Steffensen, daglig leder hos Teatermejeriet

Men ‘the show must go on’, som man siger i teaterverdenen, og Teatermejeriet er derfor kommet op med en lappeløsning.

Mens de afventer svar fra politiet og deres forsikringsselskab, har de lånt og lejet noget udstyr, så de kan blive klar til generalprøven på onsdag den 7. marts og premieren dagen efter. Men det kommer til at øge arbejdspresset.  

- Vi når det – det skal vi. Der er folk, der tager natten i brug og vi øver til sent om aftenen og bygger om natten. Vi har 17 hold optrædende, der skal øve og der kan man ikke bygge og indstille lys samtidig, siger Steffen Steffensen.

Hvis du gerne vil vide mere om Teatermejeriets kommende forestilling ’Storm’, kan du læse mere HER


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik