Foto: TV 2 Lorry - arkiv

Team Tvilling løber med stor sports-pris

Team Tvilling er blandt andet kendt for sammen at løbe Ironman. Nu løber de også med Kulturministerens Idrætspris 2015.

De to brødre Peder og Steen Mondrup, også kendt som Team Tvilling, vandt lørdag aften Kulturministerens Idrætspris 2015.

Den blev uddelt i Boxen i Herning ved DR's sportsarrangement Sport 2015.

De to brødre kommer fra Havdrup i Solrød Kommune, og blev for alvor kendte landet over, da de gennemførte KMD IRONMAN Copenhagen i august 2014.

I nomineringen skriver Kulturministeriet:

- Danske Handicaporganisationer har indstillet Team Tvilling, som består af Peder og Steen Mondrup, for at være innovative iværksættere på idrætsområdet. De har parret stærkt fysisk og kognitivt udfordrede mennesker med unge toptrænede atleter, der bruger deres styrke til at give disse udfordrede mennesker en indgang til idrætsgrene, som de fleste troede var udelukket. Team Tvilling har skabt Foreningen Team Tvilling, som nu tæller 76 medlemmer - ligeligt fordelt med 38 handicapatleter og 38 løbere. Foreningen er et enestående eksempel på, hvordan inklusion kan praktiseres i virkeligheden, og ved at fremstå som et godt eksempel har Foreningen Team Tvilling aktiveret en håndfuld kommuner til at arbejde med inklusion i sportens verden.

I alt var der tre nominerede til prisen, skriver Frederiksborg Amts Avis.