Taxichauffør er anholdt for voldtægt af kunde

En 25-årig mand er sigtet for at have voldtaget en 20-årig kvinde, der var kunde i hans taxi.

En 25-årig taxichauffør er blevet anholdt og sigtet for at have voldtaget en 20-årig kvinde under en taxitur påskedag. Det oplyser den centrale efterforskningsleder Robert Jensen, Københavns Politi.

Ifølge politiet fandt voldtægten sted under en taxitur påskedag omkring klokken 6 om morgenen. Kvinden havde prajet en taxi, og på turen forgreb taxichaufføren sig på hende et sted på Østerbro.

Taxichaufføren, der kommer fra det storkøbenhavnske område, blev anholdt lørdag aften. Han fremstilles søndag i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.

Manden er sigtet for voldtægt efter straffelovens paragraf 216, der har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Ifølge ekstrabladet.dk nægter manden at have begået voldtægt.