Taxachauffør fik bidt luns af ansigtet: ​Nu har retten talt

To mænd er kendt skyldige i at have overfaldet en taxachauffør kort før jul.

To mænds taxatur i Helsingør endte natten til den 16. december sidste år med et overfald på taxachaufføren. 

Den ene passager, en 23-årig mand, tog halsgreb på chaufføren, hvorefter de begge faldt til jorden. 

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse. 

Da de lå på jorden, bed den 25-årige medpassager taxachaufføren flere gange i ansigtet og hånden, imens den 23-årige stadig holdt taxachaufføren i et halsgreb.

- Vi har at gøre med et særdeles groft overfald, hvor taxachaufføren fik bidt sin næse løs i den ene side, ligesom der blev bidt et stykke af hans tinding. Der har været tale om voldsomme skader, siger anklager Anne-Mette Wedell Seerup, anklagemyndigheden i Nordsjælland. 

Skal mentalundersøges før strafudmåling

Retten i Helsingør har kendt begge skyldige i groft overfald, hvilket har resulteret i 9 måneders ubetinget fængsel til den 23-årige, mens den 25-årige er ved at blive mentalundersøgt, før hans sag afsluttes. 

Udover vold var de desuden tiltalt for at have stjålet 2.000 kroner fra chaufføren samt at begå hærværk mod taxameteret, som blev ødelagt under episoden. 

- Jeg er meget tilfreds med længden på straffen, som i mine øjne signalerer, at retten også har vurderet, at der var tale om et groft overfald, som blev begået i forening, siger Anne-Mette Wedell Seerup i pressemeddelelsen. 

De to mænd, som har siddet varetægtsfængslet siden den 17. december 2017, havde nægtet sig skyldige under sagen. Den 23-årige tog sig betænkningstid med hensyn til anke.

Et udsat job

En undersøgelse af Trafikstyrelsen viste tilbage i 2016, at taxachauffører lever en udsat tilværelse. 

Hver femte taxachauffør havde i løbet af 2014 været udsat for grov vold og fire ud af fem blev samme år udsat for trusler om vold.

I alt 769 personer - 12 procent af alle landets taxichauffører - deltog i undersøgelsen om deres hverdag og sikkerhed på jobbet.

En arbejdsgruppe blev efterfølgende nedsat. Her ønskede man blandt andet bedre uddannelse i konflikthåndtering. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik