Taxa-tyverier på en helt ny måde

Mindst tre taxachauffører i Helsingør har været udsat for en helt ny måde at stjæle fra taxaer på. De blev bestilt til at hente en kunde, og mens de var væk fra bilen et øjeblik for at ringe på kundens dør, blev bilruden knust og chaufføren frarøvet dagens omsætning.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået tre anmeldelser på tyverier, som er sket, mens taxachaufførerne var væk fra deres biler i ganske få minutter, oplyser vagtchef Søren Greve, Nordsjællands Politi i Helsingør, til Helsingør Dagblad.
Lørdag eftermiddag fik taxachauffør Kurt Steinbrecher fra Taxinord en »terminaltur« fra Vapnagård til Hillerød. Han endte dog turen med i stedet at miste fire dages omsætning i kontanter samt et større beløb i byttepenge.
- Via vores terminal fik jeg en tur, hvor der stod, at jeg skulle gå op og afhente en kunde på adressen Horsedammen 5 på Vapnagård og derefter køre kunden til Hillerød, forklarer Kurt Steinbrecher om den nye type kriminalitet.
- Jeg gør selvfølgelig, som jeg skal, og finder hurtigt ud af, at der ikke er nogen person med det navn på adressen. Da jeg kommer ned igen, er førersideruden i min taxa smadret og en pengepung med omkring 8.000 kroner i kontanter stjålet, siger han. Og han er ikke alene.
En kollega fra Helsingør Taxa har nemlig lidt tidligere været ude for nøjagtig det samme: En bestilt tur til Horsedammen, hvor kunden skal hentes på adressen og derefter køres til Hillerød.
Men også chauffør Harunyahya fra Helsingør Taxa får smadret en rude og bliver frastjålet værdier, mens han forgæves leder efter kunden, der ikke eksisterer.
Heller ikke de to taxachauffører er alene. En tredje uheldig chauffør melder sig hurtigt lørdag eftermiddag.
- Jeg har lige talt med en kollega, der var kørt til en tur, hvor han skulle hente en kunde i Rugmarken i Espergærde. Og mens han forsøgte at finde kunden, skete det samme: En smadret rude og tyveri fra taxaen, fortæller Kurt Steinbrecher.
Vidner efterlysesDe uheldige chauffører fik hurtigt sat gang i en oplysende kampagne blandt kolleger på arbejde rundt omkring, og kampagnen har tilsyneladende været effektiv. I hvert fald er der ifølge politiets oplysninger ikke flere tilfælde af taxatyveri på den nye måde.
Vagtchefen hos Nordsjællands Politi har ikke hørt om netop denne type tyverier før.
- Jeg er sikker på, at tyverierne er begået af personer, som er stedkendte, og når det er sket på samme adresse to gange (men med forskellige taxafirmaer, red.), må det være et sted, som tyvene kan holde under observation uden selv at blive set, siger han.
Politiet havde endnu ikke i går søndag konkrete spor at gå efter og efterlyser vidner til det skete.
- Forløbet er sådan, at første tyveri sker på Horsedammen lidt efter klokken 12.35 lørdag. Andet tyveri på Horsedammen er anmeldt 15.40 - og midt imellem ligger så tyveriet i Espergærde. Det indikerer, at der er tale om de samme gerningsmænd, og at de har en hurtig transportmulighed, måske knallerter på et stisystem, siger vagtchef Søren Greve.