En kunde får tatoveret en Knæk Cancer-blomst. Foto: Storm Ravn & Joachim Bærentzen

Velgørenhed under nålen: Tatovører taler om kræft og indsamler penge

En tatoveringsbutik i Roskilde viede lørdagen til at støtte kræftramte - samtidig forsøger de at nedbryde fordomme om faget.

- Der er stadig nogen, der har en idé om, at tatovører er nogle luskede rockere i en kælder.

Ung kræft

  • Ung kræft hører under Kræftens Bekæmpelse. 
  • Her støtter, oplyser og inspirerer man unge kræftramte 15-39 år og øger kendskabet til unge kræftramtes særlige situation og behov. 
  • Der er lokale grupper over hele landet - deriblandt én i Roskilde. 

Sådan fortæller Alex Buck, der er butikschef hos tattoo-butikken Timeless Art i Roskilde, om de fordomme, han stadigvæk oplever om sin branche.

Nu forsøger han og kollegerne er bryde dem på en måde, som også kommer andre til gavn - nemlig gennem en velgørenhedsdag.

Lørdag den 3. november arbejdede han, 11 tatovører og en receptionist gratis for at al indtjening kunne gå ubeskåret til Ung Kræft i Roskilde. 

Inspirationen til lige præcis dette velgørende formål fik de både fra sig selv og fra kunderne.

Mange af de ansatte er eller har været pårørende til kræft - og det samme gælder dem, der lægger sig under nålen. Flere nævnte derfor den lokale ungdomsgruppe for kræftramte som et oplagt bud på, hvem man kunne donere penge til.

I en video på Facebook fortæller både ansatte og kunder om, hvordan de har haft kræft inde på livet. 

Læs også Selma fik leukæmi som treårig - men kræften ramte hele familien

Kræftsnak under nålen 

I det daglige ligger det at tale om kræft heller ikke fjernt for tatovørerne. 

- At være hos en tatovør er en meget intim oplevelse, ligesom hos frisøren. Vi hører tit folks historier, fortæller Alex Buck til TV 2 Lorry.

  Foto: Storm Ravn & Joachim Bærentzen

Mange bruger desuden tatoveringer til at mindes. Det kunne for eksempel være en kræftramt. 

- Det er en del af vores fag, og derfor giver det mening, at vi giver tilbage, siger han.

Den 3. november kunne man både få tatoveringer relateret til kræft - men også andre motiver. 

Sammenlagt blev der samlet hele 39.400 kroner ind på dagen. Hvad Ung Kræft præcis skal bruge pengene på, er endnu ikke fastlagt.

  Foto: Storm Ravn & Joachim Bærentzen

Læs også 6-årige Ea var dødssyg af kræft: Fik lov til at være prinsesse for en dag