Arkiv Foto: Lorry

Tasketyve bagbandt offerets kæreste

Tyve fandt nøgler i kvindes taske og brød ind hos hende. Hendes kæreste, der var hjemme, blev bagbundet.

En aften alene hjemme udviklede sig fredag grotesk for en mand, der blev overfaldet i sit og kærestens hjem i Københavns Nordvestkvarter.
      Mandens kæreste var en tur i byen, og på baren Saxon's på Nørrebro fik hun stjålet sin taske.
      I tasken lå id med hendes adresse samt nøglerne til hjemmet, og dem var tyvene lynhurtige til at tage i brug.
      - Da de låste sig ind i lejligheden viste det sig, at hendes kæreste var hjemme, og han blev truet og bagbundet med ledning, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Frank Blem-Nielsen.
      Manden blev ikke mishandlet yderligere, før tyvene stak af med værdigenstande og to computere fra lejligheden.
      - Efter overfaldet tog de til Vesterbro, hvor der omkring Istedgade er et marked for hælergods, og der blev de anholdt, siger Frank Blem-Nielsen.
      De to tyveknægte vil nu blive krævet varetægtsfængslet.