Tang - den gode råvare

Kok og kostvejleder Anita Dietz mener, at tang kan bruges næsten i al slags madlavning. I aftenens 19.30-udsendelse laver hun en tangsalat, som fx kan spises sammen med sushi. Her får du opskriften.

Ingredienser:

- Lige dele blæretang og spidskål

- Koldpresset olivenolie

- Eddike, fx roseneddike

- Flydende honning

- Fiskesauce

- Tørrede chiliflager

- Sorte sesamfrø

- Salt og peber

- Citronskal

Tangen renses under hanen og skæres ud i mindre stykker. Det er kun de yderste 5-8 cm af tangen, som skal bruges. Herefter lægges tangen i en skål med kogende vand i 3-5 minutter, så den skifter farve til lysegrøn og ændrer konsistens. Tangen køles af med koldt vand.

Spidskål snittes i små stykker, og tang og kål blandes i en skål. De resterende ingredienser tilsættes, der smages til, og det hele blandes sammen og er klar til servering. Velbekomme!