Tagfarm bliver til p-pladser: SF vil have minister til at ændre loven

Taglandbruget ØsterGro står til lukning for i stedet at blive til parkeringspladser. Nu vil SF have ændret Byggeloven, så kommunerne kan træffe beslutningerne.

ØsterGro ligger på toppen af det bilauktionshus på Æbeløgade på Østerbro. Foto: Ólafur Steinar Gestsson - Ritzau Scanpix

Det er helt ude af proportioner, at det økologiske taglandbrug ØsterGro skal lukke og slukke for i stedet at gøre plads til parkeringspladser på toppen af bygningen på Østerbro.

Det mener SF, der nu vil have Byggeloven ændret, så kommunerne får udvidede beføjelser til at bestemme, hvor mange parkeringspladser, der skal være i byerne.

Forslaget kommer, efter Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune trods vilje til at forlænge eller permanentgøre tagfarmen ikke har mulighed for at gøre det grundet gamle krav om parkeringspladser i Byggeloven.

- Den her udvikling er totalt langt ude. Vi står med Københavns Kommune, der er relativt magtesløse i denne her sag. Det er enormt trist, at Danmarks første taglandbrug står til at lukke og hele symbolikken i, at det skal ske til fordel for parkeringspladser, siger Carl Valentin, folketingskandidat for SF i København.

SF: Kommunen skal have lov at bestemme

Derfor har SF stillet et såkaldt § 20-spørgsmål til transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, hvori de foreslår, at kommunerne i fremtiden kan få mandat til at træffe beslutningen i lignende sager.

SF's spørgsmål til ministeren

"Vil ministeren være med til at ændre lovgivningen, så det i fremtiden bliver op til kommunerne at bestemme, hvor mange parkeringspladser, der skal være i byerne – og i benægtende fald vil ministeren give forbedrede muligheder for at kommunerne kan få dispensation fra Byggelovens krav?"​​​​​​

- Det er kommunerne der skal leve med konsekvenserne af luftforurening i byerne. Derfor må det også være op til kommunerne at beslutte, hvor mange biler, de vil lave plads til i byerne, siger folketingskandidaten Carl Valentin.

Taglandbruget ØsterGro ligger oven på det gamle bilauktionshus på Æbeløgade 4. Da det i 1974 fik byggetilladelse, var det med 23 p-pladser på taget og seks p-pladser i gården. Det betyder, at på den tagflade, hvor ØsterGro-projektet i dag befinder sig, er der i kommunens tegninger altså 23 byggelovs p-pladser, som dog aldrig reelt har eksisteret. Byggelovspladser er, når man bygger nyt, og der bliver stillet krav til p-pladser på matriklen.

Flere end 20.000 besøgende årligt

ØsterGro blev startet op i 2014 med en toårig byggetilladelse, som i 2016 blev forlænget med to år yderligere. I perioden op til den nuværende tilladelses udløb har folkene bag taglandbruget forsøgt at finde andre steder på Østerbro, hvor de 23 parkeringspladser kunne ligge i stedet for på taget.

Det har dog vist sig at være en umulig mission, og derfor står den grønne oase nu til at skulle vige pladsen, så de 23 parkeringspladser, der i loven er dikteret til at skulle være i området, kan ligge der.

- Det kan ikke være rigtigt, at grønne oaser i byen skal vige pladsen for bilerne. I det her tilfælde taler vi om, at 20.000 årlige besøgende i ØsterGro, skal vinke farvel til taglandbruget, for at 23 privatbilister kan få lov til at parkere. Det er helt ude af proportioner, siger Carl Valentin fra SF.

Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten, hilser forslaget velkomment.

- Enhedslisten er generelt ikke for, at man skal garantere bilers pladser i byen, så jeg kan roligt sige, at jeg har svært ved at forestille mig, at Enhedslisten på Christiansborg ikke skulle bakke op om at ændre lovgivningen, siger hun.

Carl Valentin fra SF har været i Folketinget som stedfortræder og er kandidat i København ved næste valg. Foto: SF



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik