Tærsbøl væltet i Helsingør

Helsingørs borgmester i de seneste 16 år, den konservative Per Tærsbøl, er væltet ved et dramatisk kup, der udspillede sig mandag aften i forbindelse med selve det konstituerende møde i det nye byråd. Det skriver Helsingør Dagblad.

Ved mødets start kom det frem, at det er lykkedes
Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten at lokke en enkelt
Venstre-politiker, Johannes Hecht-Nielsen, til at springe fra
den aftale, som Venstre havde indgået med De Konservative, Dansk
Folkeparti og en lokalliste. Til gengæld fik Hecht-Nielsen
borgmesterposten - med det smallest mulige flertal, 13 mandater
mod 12.
Umiddelbart efter valget den 17. november var det den
socialdemokratiske Henrik Møller, som kunne kalde sig
borgmester. Hans parti havde indgået en aftale med SF og Dansk
Folkeparti, som gav borgmesterposten til Møller.
Få timer senere brød Dansk Folkeparti dog den aftale og gik
tilbage til de faste samarbejdspartnere hos De Konservative og
Venstre. De borgerlige partier kunne så med støtte fra en
lokalliste samle mandater nok til, at Per Tærsbøl bevarede
borgmesterposten.
Sådan var situationen indtil sent mandag eftermiddag, hvor det
nye byråd havde konstituerende møde. Her blev det afsløret, at
Johannes Hecht-Nielsen sprang fra sit partis aftale og nu går
sammen med Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.
Dermed er en æra slut i Helsingør Byråd. Efter årtier med
socialdemokratisk styre overtog den populære Per Tærsbøl
borgmesterposten i 1994, og De Konservative blev det dominerende
parti i byrådet. Med otte ud af de 25 mandater er De
Konservative stadig størst i byrådet, og ved valget var Tærsbøl
fortsat kommunens klart største stemmesluger.