Tærsbøl støtter et nyt storhospital

Når nu regeringens ekspertpanel ikke kan anbefale at investere et milliardbeløb i Hillerød Hospital og samtidig mener, at hovedstaden bør have færre hospitaler, så bør det give anledning til, at regionspolitikerne tænker sig om en ekstra gang, siger Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl (K), der selv sidder i regionsrådet, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Regionsrådet skal
i aften diskutere ekspertpanelets anbefalinger, og Per Tærsbøl
ser gerne, at man åbner diskussion af den vedtagne
hospitalsplan. En plan der i øvrigt er vedtaget af alle partier
minus Venstre.
- Det vigtigste for os har hele tiden været at bevare
skadestuerne i Helsingør, Hillerød og Frederikssund, og de bør
bevares. Du kan ikke lave hele hospitalsstrukturen om, uden at
give borgerne den tryghed at have en skadestue. Når det er sagt,
så peger alle på fornuften i at samle så mange funktioner som
muligt på ét stort hospital, hvor du har ekspertisen, og hvor
patienterne kan få al behandling ét sted, siger Per Tærsbøl.
Han mener ligesom ekspertpanelet, at det nuværende Hillerød
Hospital ikke egner sig til det formål.
- Placeringen er dårlig og bygningerne utidssvarende. Jeg vil
godt bringe en placering i Helsingør i spil. Man kan uden at
ændre et komma i vores kommuneplanen udbygge Helsingør Hospital
fire en halv gang - på egen jord.
Rigeligt til et nyt storhospital i Nordsjælland. Når en ny
ringvej 5 kommer, vil placeringen være ideel, vi er jo det
tættest befolkede hjørne af Nordsjælland. Samtidig kan vi
udnytte det skånske arbejdsmarked. Allerede i dag er 30-40
procent af de ansatte på Helsingørs plejehjem svenskere, og det
vil kunne sikre rekruttering til hospitalet, siger Per Tærsbøl.