Overblik over blodig uge: Ni skyderier - fem personer ramt

TV 2 Lorry har samlet et overblik over de ni skyderier, der har hærget hovedstadsområdet de seneste seks dage.

Fredag i sidste uge begyndte skyderierne at hagle ned over hovedstadsområdet - og det er ikke stoppet.

Siden fredag har der været ni skyderier i henholdsvis Ishøj, Greve, Herlev og København. Senest onsdag aften, hvor en 19-årig blev ramt af skud på Ragnhildsgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

Og ikke mindre end fem personer er blevet ramt af skud.

Politikredsene i Hovedstadsområdet arbejder tæt sammen, efter flere skudepisoder de seneste dage

Politiet mener, at flere af skudepisoderne bunder i en intern konflikt i en bandegruppering, der normalt holder til i Nørrebro- og Nordvestkvarteret i København.

Gruppen har delt sig i to, og nu bekriger de to fraktioner hinanden.

Mens den ene fraktion af den nu opsplittede gruppering har forbindelse til Nørrebro- og Nordvestområdet, har den anden fraktion forbindelse til Greve- og Hundigeområdet, hvor der også har været skyderier i løbet af denne uge.

Indtil nu er en 22-årig fængslet for våbenbesiddelse. Politiet mener, at han er en del af bandekonflikten.

TV 2 Lorry har samlet et overblik over alle skyderierne her:

NI SKYDERIER PÅ EN UGE:

Fredag nat: Skyderi i København

Fredag aften modtog politiet en anmeldelse om et skyderi på Heimdalsgade på Nørrebro. Politiet fortæller at konflikten eskalerede ved dette skyderi.

Lørdag aften: Skyderi i Ishøj

En byge af skud hamrede mod siden af en sølvgrå Mercedes i Ishøj.

I bilen, der befandt sig på Ishøj Parkvej, sidder to mænd på 24 år, og begge bliver såret.

Den ene bliver ramt en enkelt gang i benet, mens den anden bliver ramt flere gange, herunder i ballen og bækkenet. Begge overlever.

Søndag: Voldeligt overfald

Udover skyderiet på Heimdalsgade fredag skete der et voldeligt overfald i en frisørsalon på samme gade søndag.

Mandag nat: Skyderi i København
​​​​​​

Vidner hørte skud nær den Sorte Plads på Nørrebro.
​​​​​
Her hørte flere vidner fire eller fem skud blive affyret - uden at politiet efterfølgende har fundet tegn på skader eller tilskadekomne.
​​​​
Tirsdag aften: Skyderi i Herlev, Greve og København

Omkring klokken 21.15 jagede en Audi en VW Polo i Herlev. Fra Audien blev der skudt ti gange. Ingen personer blev ramt. Politiet søger vidner i sagen.

Cirka en time senere skydes der mod en mand, der sidder i en bil på Lygten på Nørrebro i København. Han blev ramt i begge arme. Ifølge Ekstra Bladet er ofret et tidligere Brothas-medlem.

Derudover blev fem biler ramt af skud i Greve på parkeringspladsen ved lejlighedskomplekset Digehuset natten til onsdag.

Onsdag aften: Skyderi i København

Om aftenen gik det løs på Ragnhildgade i København. Kort før klokken 20 kommer en bil kørende og begynder pludselig at skyde mod en gruppe unge. Næsten lige ved siden af står politiet, som svarer igen ved at beskyde bilen.

En 19-årig blev ramt.

Ingen bliver anholdt, og gerningsmændene slipper væk.

Natten til fredag: Skyderi i Glostrup

En 30-årig blev ramt af skud i låret ved Glostrup Shopping Center. Skyderiet fandt sted umiddelbart før kl. 00.19.

Politiet har udsendt signalement af gerningsmanden.

Fredag aften: Muligt skyderi i København

Et massivt opbud af politi er rykket ud på Nørrebro, hvor der muligvis er blevet skudt.

​​


Kilder:  Københavns Politi, TV 2, Ritzau, DR og Ekstra Bladet

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik