Syv års fængsel for gadeskyderi

Tumulter i retten, da en 30-årig mand med banderelationer onsdag blev fundet skyldig i drabsforsøg.

Der blev skudt med skarpt på åben gade i København en søndag eftermiddag i februar i fjor, hvor syv skud blev affyret fra en sølvgrå VW Touran mod en mørk Mercedes.

Nu er der ifølge Ritzau udsigt til syv års fængsel for en 30-årig mand, der onsdag ved Retten på Frederiksberg blev fundet skyldig i drabsforsøg.

Den voldsomme skudepisode fandt sted i krydset mellem Nordre Fasanvej og Ørnevej på Nørrebro. Her sendte den nu dømte syv skud mod en 24-årig mand, der ifølge offeret selv netop havde sat sin gravide kone og sit barn af.

Dommerens gennemgang af skyldsspørgsmålet måtte afbrydes, da den dømte rejste sig, kastede papirer på gulvet og plastikkrus efter dommerne og råbte noget i retning af: "Det er uretfærdigt. Fucking, tag mig væk herfra!"

Den 30-årige blev ført ud af retslokalet, hvorefter der opstod tumult blandt tilhørerne. Så voldsomt, at en en tilhører blev bortvist. Den dømte faldt siden til ro og kom tilbage til salen.

Ud over drabsforsøg blev den 30-årige dømt for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol under skyderiet og den efterfølgende dag, da politiet anholdt ham.

Inden straffen blev udmålt, argumenterede anklager Ulrich Thomsen for, at den 30-årige blev idømt mindst otte års fængsel.

Forsvarer, advokat Berit Ernst, anbefalede en mildere straf.

- Den rigtige sanktion er at idømme en straf på i alt seks og et halvt års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse. Det er en lang straf, sagde hun.

- Et år fra eller til betyder alverden i denne situation. Man skal huske, at det er en ung, som forhåbentligt har livet foran sig, og som skal ud og bygge en hverdag op igen.

Manden, som har tilknytning til banden Brothas, har gennem hele sagen nægtet sig skyldig.

Han anker dommen, oplyser hans forsvarer.

En anden mand er også sigtet i sagen, men er endnu ikke tiltalt.

Under skudepisoden kørte de to mænd op på siden af en Mercedes, og der blev affyret skud med en 9 mm pistol.

Manden i den mørke Mercedes overlevede skyderiet, da skuddene blev standset af metaldele i bilen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik