Syrisk flygtning tiltalt for terrorplaner mod København

Statsanklageren i Stuttgart tiltaler en syrer, der ville rejse til København og sprænge en bombe i en større menneskemængde.

Anklagemyndigheden i Stuttgart har rejst tiltale mod en syrisk flygtning for planer om bombeangreb i København.

Manden blev anholdt tilbage i november, da han var på vej fra Tyskland til Danmark. Han medbragte 17.000 tændstikker, fyrværkeri, 17 batterier, seks walkie-talkier og to køkkenknive, fremgår det af en pressemeddelelse fra anklagemyndigheden.

Anklagemyndigheden mener, at manden havde planer om at fremstille en form for sprængladning og detonere den i en folkemængde i København.

Opholdt sig i Tyskland i to år

Det rapporterer tv-stationen Südwestrundfunk (SWR) mandag.

Den syriske flygtning har opholdt sig i Tyskland siden 2015.

Han blev anholdt af tysk politi i byen Ulm i det sydlige Tyskland 20. november sidste år. Dagen inden havde han forgæves forsøgt at rejse ind i Danmark, oplyste en talsmand for den tyske anklagemyndighed på det tidspunkt.

Talsmanden Jan Holzner sagde også, at den anholdtes motiv efter alt at dømme skulle findes i hans religiøse overbevisning.

Ingen kommentarer fra Københavns Politi

- Vi har bevis på, at han sympatiserede med Islamisk Stat, sagde Holzner til nyhedsbureauet Reuters.

Syreren var 20 år, da han blev anholdt. Han boede på det tidspunkt i et center for flygtninge i Biberach i det sydlige Tyskland, men har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i november.

Retssagen mod den 20-årige syrer vil finde sted ved landsretten i Ravensburg, men hvornår den indledes er endnu ikke fastlagt.

Mandag aften er det endnu ikke lykkedes Ritzau at få en kommentar fra Københavns Politi. I Politiets Efterretningstjeneste (PET) er meldingen omkring klokken 19, at man er ved at undersøge sagen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik