Kræftafdeling svinger kniven: Sygeplejersker og forældre i opråb: ”Hun kan ikke erstattes af en skærm”

Rigshospitalets børnekræftafdeling skal, som så mange andre afdelinger i sundhedssystemet, spare.

På bundlinjen skal der spares i det næste budgetår, og derfor bliver personalefronten nu også ramt.

Særligt nedlæggelsen af én funktion på kræftambulatoriet i BørneUngeKlinikken har fået personalet til at reagere.

- Det har længe været kendt, at der var nogle besparelser på vej i millionklassen. Det blev meldt ud, og så fik vi at vide, at det var i onsdags, at man ville få at vide, at det var onsdag, man ville få det at vide, hvis man blev afskediget. Sådan har det været i flere år nu. Det bliver vi præsenteret for hele tiden.

- Og så er der lige den der ene gang om året, når det så bliver til nogle mennesker af kød og blod, siger Sheila Petersen.

Hun er selv sygeplejerske på afdelingen og tillidsrepræsentant for klinikken.

Da fyringerne var varslet onsdag gik hun hjem til tasterne for at få frustrationerne ud.

Facebook-opråb gik viralt

- Jeg gik hjem med en afmagtsfølelse. Der var ikke noget, jeg kunne gøre ved det, og det var ubegribeligt. Så jeg satte mig ned for at få skrevet noget, så jeg kunne få det ud. Og da jeg havde skrevet det, kunne jeg godt se, at det komme til at meget om vores sygeplejesekretær i ambulatoriet, siger Sheila Petersen.

Sheila lavede et Facebook-opslag, hvor hun udtrykte sin bekymring og frustration over de nye besparelser og de konsekvenser, det får for både personale, de kræftramte børn og deres pårørende, at sygeplejesekretæren bliver sparet væk.

Siden gik hendes Facebook-opslag viralt, og i skrivende stund har 7,7 tusind reageret på opslaget, der også er delt mere end 5000 gange.

Når sygeplejesekretæren bliver afskediget, bliver stillingen nemlig ikke genbesat. I stedet bliver funktionen erstattet af en skærm, hvor man selv kan tjekke ind, når man som familie kommer ind i ambulatoriet med et kræftramt barn.

Men sygeplejesekretærens funktion kan man ikke erstatte af en skærm, lyder det i Facebookopslaget. Hun gør nemlig alt det, der ellers ikke er hverken tid eller overskud til at gøre for det øvrige personale i kræftklinikken.

- Jeg ved, hvor stor en forskel hun gør

- Jeg ved, hvor stor en forskel hun gør for vores patienter. Hun er den faste klippe, som er der hver eneste gang, man møder ind på ambulatoriet. Og kommer man tilbage efter flere år, så er hun den genkendelige person. Så det betyder rigtig meget. Det er en sårbar patientgruppe, som har brug for al den støtte, de kan få, siger sygeplejersken Sheila Petersen.

Hun mener, at netop sygeplejesekretærens funktion er uerstattelig. Personalet har i forvejen så travlt, at de ikke har mulighed for at yde den omsorg og støtte over for patienterne, som de allerhelst ville.

- Før i tiden var der travlt en periode, og så blev det igen mere stille igen. Nu har vi ikke haft en stille periode i flere år, siger Sheila Petersen og tilføjer, at den vellidte sekretærfunktion også er det, der gør at tingene glider i klinikken.

- Der hvor hun har gjort den helt store forskel for os som personale er, at hun har gjort alle de ting, der sørger for, at det fungerer. At det glider og bliver ved med det.

- Det er klart, at der ikke er noget mere frustrerende end at se en familie med flakkende øjne på gangen, som ikke ved, hvor de skal hen – og så selv gå forbi, fordi man er for ophængt, siger hun.

En af de mange familier, som har værdsat sygeplejesekretærens arbejde, er familien Bløcher.

- Hun evnede at se Mille for andet end sygdom

For snart fire år siden fik de at vide, at den yngste i husstanden, Mille på fire et halvt år, havde kræfttypen leukæmi, og derfra blev hverdagen vendt på hovedet.

Dagligdagens trummerum med daginstitutioner, puttetider og oprydning blev pludselig erstattet af hvide hospitalsgange, utallige blodprøver og konstant usikkerhed om fremtiden.

- Du er hele tiden i alarmberedskab som forælder, når dit barn er sygt, fortæller Lill Bløcher, der er mor til den nu syvårige Mille.

I sommers sluttede Mille kemobehandlingen og blev erklæret rask. Men når Lill tænker tilbage på tiden på Rigshospitalets kræftafdeling for børn og unge, er der særligt én person, som har betydet ekstra meget.

- Alle kender bare sygeplejesekretæren. Jeg kan ikke forestille mig, at jeg om fem år ikke skal fortælle hende, at vi nu har været til sidste kontrol, og Mille er okay, siger Lill Bløcher og fortsætter:

- Det, der er med hende, er, at hun evner at se barnet for andet end sygdom. Hun husker børnene – ikke bare deres navne, men også hvem de er ud over sygdommen. At de er mere end det, og hun husker, hvad de har lavet og oplevet fra sidste gang og spørger ind til det. Alle de ting, som er mindst lige så vigtige for børnene – dagligdagsting, de normale ting.

Sygeplejesekretæren blev et fast holdepunkt for Mille, og langt mere end bare en hvilken som helst voksen. Hun blev en voksen ven, som både interesserede sig for Mille og familien.

Efter et halvt år blev Mille udskrevet fra kræftafdelingen og var hjemme længere og længere tid ad gangen.

Men det betød også, at en række nye bekymringer gjorde indtog.

- Hun er en person, som både spørger ind til søskende og forældre, giver et kram, når man er der, og med største tålmodighed i stemmen siger, at det er OK, at man ringer for tiende gang med samme spørgsmål. ”Det er okay, for du er mor her – og det her betyder noget for dig og for jer som familie”, kunne hun sige, husker Lill Bølcher.

Mille glæder sig til at komme til kontrol - og det er sekretærens skyld

For Mille har relationen til sygeplejesekretæren betydet, at hun på trods af adskillige timer og ubehagelige minder på Rigshospitalet fortsat glæder sig til at komme til kontrol i ambulatoriet.

- Det at have nogle voksne, som kender hendes navn og hendes bamses navn, gør, at hun føler sig meget mere tryg, når hun er der. Tænk at Mille forsat synes, det er fantastisk at komme der. Selvom hun har været udsat for så meget derinde. Det gør, at vi og vores barn har lyst til at komme ind på Riget igen.

- Det er det, hun symboliserer for os, siger Lill Bølcher.

I et opslag på Facebook rækker hun ud til politikerne i håb om, at de forstår, hvor vital en del af personalet, som nu forsvinder fra kræftafdelingen.

- Du kan jo selv læse, hvor mange mennesker, hun har haft betydning for. Det er den lille forskel i den store hverdag, siger Lill Bølcher med henvisning til Facebook-opslaget, som i skrivende stund er blevet delt næsten 1000 gange på det sociale medie.

Håber at politikerne lytter med

- Jeg håber bare, at nogen vil lytte til, at det her ikke bare kan handle om kassetænkning. At man bliver nødt til at forstå, at det er vigtigt med en relation i sådan en situation.

- Jeg er træt af, at man åbenbart tænker, at børn ikke har brug for nære relationer – især på et sted som en kræftafdeling. De børn lider så store tab i forvejen, siger Lill Bølcher.

Og netop relationen til de sårbare patienter er også noget af det, som Sheila Petersen frygter mest for i fremtiden.

- Det er når man er sammen med patienterne om andet end sygdom, at man kan opbygge et tillidsforhold mellem personale og patient, siger sygeplejersken, der også håber, at politikerne vil lytte:

- Jeg bliver meget indigneret, når jeg i statsministerens åbningstale på Christiansborg siger, at det går godt, og at der ikke bliver sparet. Det er så langt fra virkeligheden – og det virker som om, vi bor på to forskellige planeter. Så jeg håber, at det her kan være med til at beskrive den virkelige verden - og ikke kun, som politikerne siger, den ser ud.