Sygeplejersker: Fixerum vil redde liv

Færre narkomaner vil dø på gaden. Flere vil gå i behandling. Sygeplejerskerne jubler over udsigten til fixerum.

Nu skal det være slut med, at gadenarkomaner renser gamle sprøjter i vandpytter og fixer sig i trappeopgange og baggårde.
Det siger Dansk Sygeplejeråd, som jubler over nyheden om, at regeringen inden længe vil etablere fixerum, hvor narkomanerne kan tage deres stoffer under ordnede forhold.
Beslutningen redder liv, lyder det fra sygeplejerskerne, som også spår, at flere misbrugere går i behandling.
- Det vil utvivlsomt betyde færre dødsfald blandt stofmisbrugerne, fordi de hygiejniske forhold vil være langt mere forsvarlige end på gaden, udtaler Grete Christensen, formand for Sygeplejerådet.
- En anden stor gevinst ved fixerum er, at de vil betyde, at flere narkomaner vil komme i behandling for deres stofmisbrug, fordi rummene bliver bemandet med sundhedsfagligt personale, tilføjer hun.
Sundhedsminister Astrid Kraghs (SF) har netop meldt ud, at der senest i begyndelsen af 2013 skal være oprettet fixerum i Danmark.
Her skal narkomaner på lovlig vis og under opsyn af sundhedsfagligt personale kunne tage narkotika.
Beslutningen vækker også glæde blandt landets læger.
- Det er en god idé, at man lovliggør fixerum i Danmark. Narkomaner er en meget, meget udsat gruppe, og husly kan være afgørende for deres ve og vel, siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.
- Men det er vigtigt, at fixerummet ikke står alene, og at der er et sundhedstilbud, så får man mulighed for at hjælpe dem, tilføjer han.
Ifølge Sundhedsstyrelsen døde 273 narkomaner sidste år i Danmark som konsekvens af deres narkomisbrug.
Formanden for Lægeforeningen har ikke nogen konkrete bud på, hvordan sundhedspersonalet i fixerummet skal håndtere den ulovlige narkotika, som de vil møde i deres arbejde.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik