Sygeplejersker efterlyser skilsmissegrupper i hele hovedstaden

Dansk Sygeplejeråd vil have skilsmissegrupper, som blandt andet findes på Amager Fælled Skole, udbredt til hele Hovedstadsområdet.

Skilsmissegrupper bør være et tilbud på alle skoler i Hovedstadsområdet. 

Sådan lyder udmeldingen fra Dansk Sygeplejeråd, efter at vi i går kunne fortælle, at blandt andet Amager Fælled Skole i København har oprettet skilsmissegrupper. Grupper, der skal lette livet for børn, hvis mor og far ikke længere er sammen.

- Når man har en færdig pakke som på Amager Fælled Skole, hvor sundhedsplejen i et samarbejde med andre faggrupper tilbyder samtaler med skilsmissebørn, så bør man udbrede det til resten af skolerne i København. Det er simpelthen oplagt, for det giver jo ikke mening, at der er en ulighed i tilbuddene i København, mener Signe Hagel Andersen, der er kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden til TV 2 Lorry. 

'Det handler om at tænke forebyggende'

quote Det er simpelthen oplagt, for det giver jo ikke mening, at der er en ulighed i tilbuddene i København.

Signe Hagel Andersen, kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden 

I grupperne på Amager Fælled Skole mødes børnene både med en skolepædagog og en sundhedsplejerske for at sætte ord på nogle af de ting, der kan være svære at tale om, når ens familie er blevet delt i to.

Et forløb strækker sig over seks møder á halvanden time. Og med hjælp fra blandt andet samtalekort, videoklip - og lige nu også pebernødder - bliver det svære lidt nemmere at sætte ord på:

- Det er rart at høre, at man måske ikke er den eneste, der føler, at det er ens skyld, at ens forældre er blevet skilt, lød det mandag fra Amanda Wulff Jeppesen fra 4.u på Amager Fælled Skole. 

Blandt hendes kammerater på skolen har 40 procent skilte forældre, så efterspørgslen på skilsmissegrupper har været stor.

Og nu mener Dansk Sygeplejeråd altså, at også efterspørgslen på resten af hovedstadens skoler skal efterkommes:

- Det handler om at tænke forebyggende - i stedet for at få det til at udvikle sig til ting, der kan give problemer for børnene, siger kredsnæstformanden. 

Her kan du finde råd til, hvordan du som skilt forælder selv kan hjælpe dit barn gennem julen.

Du kan også se TV 2 Lorrys indslag om skilsmissegrupperne fra mandagens udsendelse:

Julen er hjerternes fest. Men det er bare ikke altid en fest, når mor og far ikke længere er sammen. For juletiden kan være svær at tackle for skilsmissebørn - og det har den københavnske Amager Fælled Skole besluttet sig for at gøre noget ved

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik