Sådan ser visionen for det nye supersygehus i Hillerød ud. Ifølge planen skal sygehuset have sin egen station.

Sygehusbyggerier: Tusindvis af arbejdspladser på vej

Ifølge en prognose vil sygehusbyggerier frem mod 2018 skabe op mod 9.000 arbejdspladser. 40 procent af dem vil være i region Hovedstaden.

De i alt 16 sygehuse, der skal opføres med tilskud fra statens Kvalitetsfond, kommer til betyde tusindvis af arbejdspladser i byggeriet næste år. Det viser beregninger fra Danske Regioner, som har brugt Dansk Byggeris model for jobskabelse ved investeringer i byggeri baseret på tal fra Danmarks Statistik, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Det mærker man blandt andre hos Bravida Danmark A/S, som har været involveret i flere fagentrepriser på sygehusene de seneste år.

- Lige nu beskæftiger vi omkring 100 medarbejdere i forbindelse med nybyggeri af sygehuse. Derudover har vi løbende servicearbejder og mindre anlægsopgaver på eksisterende sygehuse rundt om i Danmark, siger Morten Reedtz Kjellev, kommunikationschef hos Bravida, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Alene i løbet af de næste to år vil sygehusbyggerierne skabe lige så mange arbejdspladser som i hele perioden fra 2010 til 2015.

I Hovedstadsområdet skal der bygges supersygehus i blandt andet Hillerød og Køge. Det kan dog blive svært at skaffe den kvalificerede arbejdskraft til byggerierne.

- I de områder, hvor der bygges de nye og store sygehuse, er markedet blevet støvsuget for håndværkere og tilhørende ledelse inden for de tekniske fag. Det er min vurdering, at det forhold fortsætter endnu nogle år, indtil de planlagte udvidelser er tilendebragte, siger således Finn Nielsen, der er fagchef for El-anlæg hos Bravida til Licitationen.