Sygehus-stress går ud over patienterne

En patient blev udskrevet fra hospitalet midt i et vagtskifte og fandt - vel ankommet derhjemme - en kanyle siddende i en blodåre. En anden og meget syg patient, der blev indlagt akut med åndenød og lavt blodtryk, døde otte timer efter indlæggelsen.

Begge eksempler er taget fra en ny rapport fra
Sundhedsstyrelsen, som har gennemgået 376 rapporter om såkaldt
utilsigtede hændelser. I alle rapporter er stress,
underbemanding, støj og overbelægning angivet som mulige årsager
til hændelserne, skriver Berlingske Tidende.

I tilfældet med
kanylen skriver den person, som rapporterede hændelsen, at der
var larm og stress i vagtskiftet. Dels fordi der blev renoveret
badeværelser, dels fordi afdelingen havde haft 36 indlæggelser
og udskrivninger på én vagt og ydermere var ramt af tre
sygemeldinger.

I det andet - og alvorligere tilfælde - medførte
ekstrem travlhed, at der ikke blev taget blodprøver, og at
patienten ikke blev tilset af en læge. Samtidig var der ikke
tradition på afdelingen for at kontakte andre afdelinger og bede
om hjælp.

I Dansk Sygeplejeråd siger næstformand Dorte
Steenberg, at Sundhedsstyrelsens nye rapport desværre bekræfter,
hvad rådet hører fra sine medlemmer.

»Man er simpelthen nødt til
at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne. Det er jo faktisk
ret enkelt, for det handler om at have ansat de mennesker, som
der skal til. Og så selvfølgelig få organiseret arbejdet, så man
undgår flest mulige fejl. F.eks. ved at man ikke bliver afbrudt,
mens man er ved at ordinere medicin,« siger Dorte Steenberg.

I tilfældet med patienten der døde, blev der efterfølgende lavet
en plan for afdelingen for at sikre, at det ikke går så galt
igen. F.eks. blev det legalt at kalde en bagvagt ind alene på
grund af travlhed, at bede en anden afdelings læge se til en
patient og ved ekstrem travlhed kontakte personale fra andre
afdelinger for at få hjælp til at tage blodprøver, lægge drop
osv.

Noget, der ikke tidligere var tradition for. Sygehusene
skal »work smarter« og »not harder«, siger formand for Danske
Regioner Bent Hansen (S). »Vi mangler både læger, sygeplejersker
og andet sundhedspersonale. Den eneste løsning er at tænke
smartere og bruge teknologien bedre f.eks. i forhold til
sikkerhed ved medicingivning.

Vi skal samtidig blive skarpere
til at fjerne det voksende overflødige bureaukrati,« siger Bent
Hansen. Han mener også, at de nye fælles akutmodtagelser vil
sikre patienterne bedre: »Alle regioner er ved at indrette
akutmodtagelser med specialisthold, hvor du i dag skal hente
specialisterne ind fra de forskellige afdelinger.

For hvornår er det nu lige, at du skal ringe til en anden afdeling og bede dem forlade deres egne patienter for at se på dine?« siger Bent Hansen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik