Sygehus-nedlæggelse skulle spare 50 mio.: Sparede ingenting

Nedlæggelsen af akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus blev fremskyndet for at spare 50 millioner kroner. Men ingen penge blev sparet, og nu raser borgerne.

Borgerne i Roskilde raser over Region Sjællands beslutning om at fremskynde lukningen af akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus.

Modtagelsen, der behandlede akutte medicinske patienter, blev lukket den 1. maj som led i en besparelsesrunde - hele fem år tidligere end først planlagt.

Ifølge regionsrådsformand Jens Stenbæk gik flytningen planmæssigt, men anerkender skuffelsen over, at sygehuset ikke fik status som akutsygehus.

"Som nævnt i indledningen forstå jeg skuffelsen i Roskilde over ikke i fremtiden at have et akutsygehus. Regionsrådets fokus er helheden – hvordan flest patienter i hele regionen hurtigst kan nå frem til den rigtige behandling første gang. Rigtig mange af kommunens borgere vil fortsat – som det fremgår af ovenstående – modtage undersøgelse og behandling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde", skriver han i en kronik den 20. juli i år.

Sammen med en fremskyndet nedlæggelse af Næstveds akutafdeling skulle lukningen af Roskilde akutmodtagelse spare Region Sjælland for i alt 50 millioner kroner.

Det akutte behov for hurtigere besparelser, der nu har ført til lukningen af flere akutmodtagelser i Region Sjælland, skyldes ifølge Nordvestnyt, at medicinpriserne sidste år tvang politikerne ud i en stor sparerunde, der kostede hele 375 sygehus-ansatte deres job.

Men de høje udgifter til sygehusmedicin er i år meget lavere end forventet. Faktisk hele 150 millioner lavere end sidste år.

Det opvejer ifølge Nordvestnyt det faktum, at nedlæggelsen af akutmodtagelserne i Næstved og Roskilde ikke har givet den ønskede besparelse.

Faktisk har Region Sjælland ikke sparet nogen penge ved at lukke afdelingerne fem år før tid - og det bringer sindende i kog blandt de knap 14.500 personer, der synes godt om Facebook-siden 'Bevar akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus'.

På siden raser stifteren Christian Skov Arendorf over den manglende besparelse.

- Hvorfor kunne man ikke for bare een gang skyld lytte til borgerne og give os akutmodtagelsen tilbage (...), specielt når intet er sparet overhovedet, skriver Christian Arendorf i et opslag, der indtil videre er blevet delt 82 gang og liket af næsten 800 personer.

Til TV 2 Lorry fortæller Christian Arendorf, der er selvstændig vognmand og borger i Roskilde, at det virker helt urimeligt, at politikerne kan træffe valg om besparelser uden at give garantier.

- Den første tanke man får, det er, at det er under al kritik, at man har nogle politikere, som kan træffe beslutninger på et grundlag, som de åbentbart ikke ved noget om. Der er jo sparet nul og niks.

Han mener, at lukningen går ud over alt for mange borgere, der nu skal køres på tværs af regionen.

- Man kan sige, at infrastrukturen herfra til Køge er jo ikke optimal. Det kommer til at koste menneskeliv, at man kommer til at hænge på motorvejen, det er jeg sikker på, siger Christian Arendorf til TV 2 Lorry og fortsætter:

- En by på vores størrelse bør have en akutmodtagelse. Jeg ved godt, at det siden 2010 har været meningen, at det skulle rykke til Køge, men man kunne håbe på, at nogen ville komme på bedre tanker.

Christian Arendorf mener, at det lød helt hul i hovedet, at akutmodtagelsen skulle lukke, og derfor startede han Facebooksiden "Bevar akutmodtagelsen på Roskilde Sygehus" - en side, der i løbet af den første uge fik 8000 synes godt om-tilkendegivelser.

Også borgmester i Roskilde Kommune, Joy Mogensen (S) er enig og støtter borgerne i sagen om den fremskyndede nedlæggelse af akutafdelingen. Nu vil hun igen tage fat i regionen og spørge efter en forklaring.

- Borgerne har fået frataget en akutmodtagelse i fem år helt uden grund. Og det er fuldstændig åndssvagt, siger hun til TV 2 Lorry.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik