Sygefraværet stiger på udflyttede arbejdspladser

Det samlede sygefravær i staten er lavere end på de udflyttede, statslige arbejdspladser, viser opgørelse.

De medarbejdere, som har job på de udflyttede, statslige arbejdspladser, var mere syge sidste år, end dem der er blevet på deres vante matrikel.

Det fremgår af en opgørelse foretaget af Moderniseringsstyrelsen for Ugebrevet A4.

Opgørelsen viser, at sygefraværet er steget i alle udflyttede instanser med flere end 100 fuldtidsansatte. Det gælder dog ikke Naturerhvervsstyrelsen, som i stedet har oplevet et mindre fald.

Statens Administration, der er flyttet til Hjørring, havde sidste år det højeste sygefravær i hele staten, når man ser bort fra de myndigheder som har færre end 50 fuldtidsansatte.

Statens Administration havde 19,1 sygefraværsdage sidste år mod 14,1 dage i 2015.

I Geodatastyrelsen, der er flyttet til Nørresundby, steg sygefraværet fra 7,5 arbejdsdage i 2015 til 11,5 arbejdsdage i 2016.

Til sammenligning faldt det samlede sygefravær i staten i 2016 til 8,4 fra 8,7 dage i 2015.

Produktiviteten falder
Roger Buch, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, mener ikke, at udflytningen af arbejdspladser harmonerer med regeringens ambition om at øge produktiviteten.

- Effekten er en lavere produktivitet. Der er nok ikke mange af de instanser, hvor man hiver vikarer ind. Det vil sige, at det formentlig betyder, at produktiviteten falder en smule på grund af det her.

- Hvis man alligevel ved, at man er på vej til at finde sig et nyt job, så er man ikke længere så bekymret over sit sygefravær, siger han.

Minister genkender ikke billedet
Minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) kan ikke genkende billedet.

Sygefraværet er både steget og faldet på både de udflyttede arbejdspladser og på de ikkeudflyttede arbejdspladser, siger hun:

- For de udflyttede arbejdspladser gælder endvidere, at der i perioden 2015-2016 er sket store udskiftninger i medarbejderstaben.

- Der vil i sygefraværstallene for 2016 både indgå tidligere og nye medarbejdere, hvilket er medvirkende til, at fraværstallene bør betragtes som et midlertidigt billede af de udflyttede arbejdspladsers sygefravær.

Kort nyhed

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik