Syge takker ja til gratis medicinsamtale

Flere patienter med diabetes og andre kroniske sygdomme tager imod en gratis samtale en farmaceut på apoteket.

Det kan være svært for personer med diabetes, KOL og andre kroniske sygdomme at finde rundt i den medicin, der følger med en ny kronisk diagnose.

Derfor har apotekerne siden sidste år tilbudt nydiagnosticerede, kronisk syge en gratis medicinsamtale med en farmaceut. Og det er der flere og flere, der benytter sig af.

Alene i Region Hovedstaden har 1.629 borgere i første halvdel af 2017 takket ja til tilbuddet. Det er næsten ligeså mange, som fik en samtale hele sidste år. Det viser tal fra Danmarks Apotekerforening, der er indberettet til Lægemiddelstyrelsen.

quote Kia Haubro, farmaceut på Ballerup Apotek 

Jeg fokuserer meget på, at den nye medicin skal tilpasses deres liv – ikke omvendt

En af dem, der ofte har samtaler med patienter med forskellige kroniske sygdomme, er Kia Haubro, der er farmaceut på Ballerup Apotek.

- Jeg fokuserer meget på, at den nye medicin skal tilpasses deres liv – ikke omvendt, siger hun til DR P4 København.

FAKTA: Antal medicinsamtaler

Hele landet
Første halvdel af 2017: 4.328
2016: 4.377

Region Hovedstaden
Første halvdel af 2017: 1.629
2016: 1.646

Kilde: Tal fra Danmarks Apotekerforening indberettet til Lægemiddelstyrelsen.

Tilbud til kronikere 

Medicinsamtalerne, som blev indført i januar sidste år, er et tilbud til alle nydiagnosticerede kronikere eller forældre til kronisk syge børn. Og den stigende andel af samtaler glæder Danmarks Apotekerforening.

- Vi ved desværre, at der er rigtig mange kronisk syge, der ikke bruger deres medicin korrekt, og dermed ikke får den optimale effekt af medicinen. Så en medicinsamtale kan løse problemerne, inden patienterne starter på medicinen, siger formand Anne Kahns til DR P4 København.

Også Diabetesforeningen er glade for, at mange har taget medicinsamtalerne til sig.

- Der sker heldigvis løbende en udvikling på medicinområdet, så der for eksempel kommer bedre medicin med færre bivirkninger. Derfor er det en rigtig god idé, at man som nydiagnosticeret type 2-diabetes patient kan få gennemgået sin medicinliste, siger administrerende direktør i Diabetesforeningen, Henrik Nedergaard til DR P4 København.

Men ifølge foreningen bør ordningen udbredes, så den gælder alle kroniske patienter og ikke kun dem, der har fået stillet diagnosen efter januar 2016.

- Dem, der har haft sygdommen længe, har mindst lige så meget brug for det. Det er netop nogen af dem, der har haft sygdommen i 10 år, som kommer ind i dårlige medicinmønstre, siger Henrik Nedergaard.

En gratis omgang 

Samtalen er gratis og varer omkring to gange ti minutter, og den er en stor gevinst, lyder det også fra Kia Haubro.

- Med samtalen får patienterne mulighed for at tale ud om medicinen og bekymringerne, inden de starter på medicinen. Og det er nemmere at få nogle gode vaner ind med det samme, fremfor når de har taget medicinen i flere år, siger hun.

Det oplevede hun blandt andet, da hun havde en samtale med kunde, der kæmpede med at få den nye medicin passet ind i et arbejdsliv som bager med skæve arbejdstider.

- Lige præcis hans medicin kunne man rent faktisk pille ved, så man han kunne tage det, så det passede ind i hans rytme. Og han blev simpelthen så glad for det, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik