Foto: Lorry

Syge må spionere på kommuner i egne sager

Henriette Færgemand Flink fandt ud af, at der manglede papirer på seks års lægebesøg, da hun fik afslag på fleksjob og Birger Andersen opdagede, at en fem år gammel psykiater-udtalelse var brugt i et afslag fra kommunen.

"Jeg har konstateret fejl efter fejl i gennem årene. Vi taler ikke om småting. Der er fundet forkerte psykiaterudtalelser, fejltolkninger af min arbejdsevne, dokumenter der ikke kan læses eller helt forsvinder," siger Birger Andersen til Avisen.dk.

Henriette Færgemand Flink og Birger Andersen ikke er de eneste, der føler et behov for at se, hvad kommunen skriver om dem, mens deres sag kører.

Mange syge, må søge aktindsigt, hvis de kører en kompliceret sag. Det skriver Avisen.dk.

Sidste år modtog én enkelt af Københavns Kommunes syv forvaltninger i alt 4.175 anmodninger om aktindsigt.

Jobcenter behandler årligt 1000 aktindsigter

Men langt de fleste tilfælde, er der ikke brug for den slags, lyder det fra Niels Gansted ifølge Avisen.dk.

Han er centerchef på jobcenter Musvågevej i Københavns Kommune, hvor man årligt behandler omkring 1.000 aktindsigter. 90 eller 95 procent er fra borgeren eller folk, der repræsenterer borgere.

"I visse situationer er det rigtigt, at borgerens medvirkning via aktindsigter medhjælper til at få sagen på rette kurs. I langt hovedparten af de borgere, vi har tilknyttet, der kører sagerne som de skal med eller uden aktindsigt," siger Niels Gansted til Avisen.dk.

Der kan være gode grunde til at søge aktindsigt, siger han:

"Et eller andet sted kan jeg godt forstå det. Nogle borgere har måske været på kontanthjælp i en årrække og tilknyttet mange forskellige centre. Så forstår jeg godt, at en borger kan få behov for at få et overblik over, hvad det egentlig er, at kommunen har skrevet om dem."