Svinepølser presset ind i Ikea igen

Foto: TV2/Lorry

Mange af områdets mange muslimske kunder havde nemlig efterspurgt dette alternativ.

For en måned siden kunne metroxpress beskrive, at Ikea havde fjernet femkroners svinekød-pølser fra bistroen i sit Taastrup-varehus. Det blev anledning til debat, for pølserne blev fjernet fra menuen til fordel for halal-pølser af kylling og kalkun.

Mange af områdets mange muslimske kunder havde nemlig efterspurgt dette alternativ.

En del muslimske metroxpress-læsere bifaldt beslutningen, andre syntes, at det var aldeles ligegyldigt, mens kritikerne krævede svinekødpølsen tilbage.

Nogle betegnede Ikeas beslutning som et symbolsk knæfald for et urimeligt religiøst krav.

Kritikken blev hørt. Da metroxpress i går besøgte Ikea i Taastrup, var den billige svinekødpølse genindført. Vi spurgte en medarbejder hvorfor og hun forklarede forløbet.

»De muslimske kunder var vrede over, at vi kun havde svinepølser. Derfor indførte vi halal-pølser med kylling og kalkun, men så blev de etnisk danske kunder sure. Så nu har vi indført begge slags pølser, så alle er glade,« fortalte hun.

Tina Lindharth, talskvinde for Ikea, forklarer, at Ikea har en ambition om at være 'for de mange'.

»Den nye kylling-kalkunpølse har været meget populær og har solgt mere end svinekød-pølsen. Men vi har også erfaret, at flere kunder har efterspurgt den kogte svinekødpølse, fortæller hun.

Noget kunne tyde på, at Ikea har truffet en populær beslutning. Metroxpress spurgte i går 20 Ikea-kunder - 10 muslimer og 10 ikke-muslimer - hvad de syntes om løsningen.

Alle syntes om den.