Sverige udvider eftersøgning af Kim Wall i ubådsag

Analyser af strømforholdene i Øresund gør, at eftersøgningen nu omfatter Skånes sydkyst.

Eftersøgningen af den forsvundne journalist Kim Wall udvides. Nu leder de svenske myndigheder også langs Skånes sydkyst, oplyser SVT søndag.

Kvinden forsvandt under en sejltur med en dansk ubådsskipper i Øresund, der er varetægtsfængslet i sagen.

Torsdag 10. august sejlede hun ud sammen med den danske opfinder på ubåden "Nautilus". Den følgende dag blev danskeren reddet i land, efter at ubåden pludselig sank.

I første omgang forklarede han, at han sent torsdag aften havde sat sin gæst i land på Refshaleøen, men hun er ikke dukket op.

Det er analyser af strømforholdene, som har fået de svenske myndigheder til at lede efter den 30-årige kvinde ud for Skånes sydlige kyst, oplyser svensk politi ifølge SVT.

Lørdag var en båd og en helikopter indsat i eftersøgningen, som er genoptaget søndag.

I forbindelse med dansk politis efterforskning har et stort antal søfarende og andre givet oplysninger og fotos. Forleden oplyste politiet, at man havde fået næsten 300 henvendelser i den usædvanlige sag. Efterforskerne forsøger at klarlægge ubådens færd.

Det var formentlig som resultat af "en bevidst handling", at "Nautilus" gik ned fredag, har politiet sagt.

Den 46-årige ubådsejer sigtes af politiet for drab, men dette er ikke grundlaget for varetægtsfængslingen.

Dommeren i Københavns Byret fastslog i et grundlovsforhør lørdag 12. august, at der er begrundet mistanke om "i hvert fald uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder."

Årsagen til fængslingen er, at ubådsejeren på fri fod kan tænkes at ville hindre politiets opklaringsarbejde. Fristen udløber 5. september. Han nægter sig skyldig.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik