Svenskerne flytter til Danmark

Dyrere boligpriser i Skåne betyder, at der for første gang siden 2002 er flere svenskere, der flytter til Sjælland, end danskere, som flytter til Skåne.

Der er nu flere svenskere, der flytter til Sjælland, end danskere, der flytter til Skåne. Og det er første gang, siden Øresundsbroen åbnede i 2002, at flyttestrømmen går fra Skåne til Sjælland, viser en analyse fra Øresundsinstituttet. Det er især boligpriserne, som spiller ind på tallene:

De danskere, som flyttede til Skåne i 2002-2008, kunne spare meget på at købe en bolig i Skåne sammenlignet med på Sjælland, men prisforskellen per kvadratmeter er faldet kraftigt, siger instituttets chefanalytiker, Anders Olshov, i en pressemeddelelse.

I det første halvår af 2010 flyttede i alt 1399 personer til Sjælland, mens 1350 flyttede til Skåne, hvilket giver en nettotilflytning til Sjælland på 49 personer. I første halvår af 2009 var nettotilflytningen til Skåne 199 personer, og alt i alt er 13.766 personer netto flyttet fra Sjælland til Skåne i perioden 2001-2009.

Alligevel viser analysen, at trafikken på Øresundsbroen kun er faldet 1,4 procent. Det skyldes ifølge analysen, at flere arbejder i Skåne, selvom de bor på Sjælland - især på grund af et svagere dansk arbejdsmarked.

/ritzau/