Svenskere er vilde med Nordsjælland

Strømmen af turister har i år nået nye højder, og især svenskerne valfarter til Nordsjælland for at holde ferie. Det oplever færgerne i Helsingør, der kan melde om store stigninger i antallet af svenske endags-turister.

- Jeg ville ikke blive overrasket, hvis der viste sig at være 60.000-70.000 flere i forhold til sidste sommer, og det er endda et lidt forsigtigt gæt. Og vi har stadig et par store weekender tilbage, inden den svenske gæst skal på arbejde igen, siger Henrik Rørbæk, administrerende direktør i HH Ferries.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Allerede sidste år så HH Ferries en stigning i antallet af svenske passagerer, og den har man med held bygget videre på i form af øget markedsføring og udvidet samarbejde med både butikker og kulturtilbud i Helsingør. Desuden betyder det meget, at den svenske kurs ligger fast, så de svenske turister ved, hvad tingene koster i Danmark, vurderer Henrik Rørbæk.

Annette Sørensen, der er direktør i VisitNordsjælland, kan genkende tendensen. Hun har indtryk af, at der i år har været rigtig mange turister i hele Nordsjælland, og derfor er hun ikke overrasket over, at svenskerne er glade for Helsingør.

- Der er kommet så mange spændende tilbud i byen, og derfor er der mange gæster, der kommer igen, fordi de ikke nåede det hele. Man er i byen blevet meget mere bevidst om at have fine produkter på hylden i høj kvalitet, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik