Svensk støtte til verdens største homofest i København

Inden længe ansøger København om at blive værtsby for verdens største homofest i 2021. Og i Malmø ønsker man nu at deltage i festlighederne.

I 20 år har der været regnbueflag, glimmer, dans, høj musik og parade, når Copenhagen Pride har afholdt mangfoldighedsfest i København. 

quote Som en åben og tolerant by, der går foran i spørgsmål om lighed og menneskerettigheder, så føles det helt rigtigt, at Malmø engagerer sig

Katrin Stjernfeldt Jammeh, borgmester i Malmø

Ambitionerne er dog, at det skal være endnu vildere og endnu større. 

Således ansøger man i april officielt om at få værtskabet til WorldPride og Euro Games - de to største internationale begivenheder indenfor LGBTQ-sfæren - til København i august 2021.

Håbet er, at festlighederne vil sætte hovedstaden på verdenskortet og tiltrække masser af købestærke turister, og det kan man også se muligheder i på den svenske side af sundet. 

Svensk deltagelse giver flere muligheder

Malmø Kommune har nu bevilliget 800.000 svenske kroner til budprocessen, som skal være med til at bane vejen for, at København kan vinde værtskabet, og det bliver taget godt imod hos Copenhagen Pride.

Svenskernes deltagelse vil nemlig gøre det lettere at afholde de mange sportarrangementer i forbindelse med Euro Games, ligesom det vil kunne tiltrække flere gæster og frivillige, mener man. 

- Vores ambition med Copenhagen 2021 har hele tiden været at bygge broer til resten af verden. Samarbejdet med Malmø er et stærkt vidnesbyrd om, at vores event allerede nu dækker hele regionen og rækker ud over Danmarks grænser, udtaler formand Lars Henriksen i en pressemeddelelse. 

WorldPride til København

I foråret 2015 dannede Copenhagen Pride projektorganisationen Happy Copenhagen sammen med Pan Idræt.

Målet er at få WorldPride og Eurogames til København i 2021.

Organisation er professionelt drevet af midler fra både Københavns Kommune og Region Hovedstaden, da man har en forventning om at begivenheden kan tiltrække et købestærkt publikum og markedsføre Greater Copenhagen som en attraktiv turistdestination. 

WorldPride i verden:

Rom - år 2000

Jerusalem - år 2004

London - år 2012

Toronto - år 2014

Madrid - år 2017

New York - år 2019

WorldPride og Euro Games er aldrig før blevet afholdt på tværs af landegrænser, så udsigten til en event på tværs af Øresund vækker også begejstring hos den københavnske overborgmester:

- Med Copenhagen 2021 får vi lejlighed til at vise resten af verden de mange muligheder, der er i Greater Copenhagen. Jeg glæder mig over, at vi endnu engang får lejlighed til at flage med regnbueflaget og markere, at der er plads til alle i København. Uanset hvem du er, og hvem du elsker, siger Frank Jensen (Soc. dem.).

Malmø-borgmester: Festen vil styrke vores fælles værdier

Hvad det dansk-svenske bud inderholder af konkrete ideer vil først være officielt, når ansøgningen er givet, men der er blandt andet planer om at afholde en større international konference om menneskerettigheder i forbindelse med begivenheden, der også vil markere 25 året for Copenhagen Pride. 

Detaljerne for Malmø Kommunes deltagelse i afholdelsen afklares også først senere, såfremt København vinder værtskabet for WorldPride og Euro Games. 

 - Som en åben og tolerant by, der går foran i spørgsmål om lighed og menneskerettigheder, så føles det helt rigtigt, at Malmø engagerer sig i og bidrager til gennemførelsen af WorldPride og EuroGames, fortæller Malmøs borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh (Soc.dem.), i begrundelsen for Malmøs bidrag.

– Jeg glæder mig til en inkluderende folkefest, som styrker vores grundlæggende værdi om alles ligeværd, såvel som vores samarbejde med København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik