To nye anholdelser efter eksplosion ved Skattestyrelsen

Med to nye anholdelser er i alt fire personer sigtet i bombesag fra Skattestyrelsen.

Ekplosionen smadrede Skattestyrelsens facade. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Svensk politi har anholdt to nye mænd i sagen om eksplosionen ved Skattestyrelsen.

Det oplyser politiet i Malmø.

Begge mænd, der er 22 år og 27 år, mistænkes for at udsætte andre for grov fare i det offentlige rum.

- To personer blev anholdt i går (onsdag, red.). De er mistænkt for medvirken til sprængningen mod Skattestyrelsen, udtaler Nils Norling, talsmand fra politiet i Malmø.

Det er uvist, hvordan de to mænd forholder sig til sigtelsen.

- Vi kan ikke kommentere yderligere, lyder det fra Nils Norling.

Indgangspartiet foran Skattestyrelsen nær Nordhavn Station blev raseret af en kraftig eksplosion tirsdag 6. august. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Svensk politi skal nu inden lørdag beslutte, om mændene skal for en dommer. Her skal dommeren formentlig tage stilling til, om de skal varetægtsfængsles samt udleveres til Danmark.

Københavns Politi bekræfter anholdelserne.

- Yderligere to personer blev i går (onsdag, red.) anholdt i Sverige i forbindelse med eksplosionen ved Skattestyrelsen den 6. august. Vi har ikke flere oplysninger for nuværende, skriver politiet på Twitter. 

Dermed er i alt fire personer sigtet i sagen. Tre er i myndighedernes varetægt, mens en fjerde er på fri fod. Han har været internationalt efterlyst siden i sidste uge.

Voldsommme skader på Skattestyrelsens bygnings facade. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Ved et retsmøde i Malmø i fredags besluttede en dommer, at en 22-årig mand skal udleveres til Danmark. Det er dog uvist, om manden appellerer den beslutning. 

Det var om aftenen tirsdag den 6. august, at der skete en eksplosion ved Skattestyrelsen på Nordhavn i København.

Der var tale om en kraftig eksplosion, der gav store skader på Skattestyrelsens facade. En person kom lettere til skade.

Sprængstoffet lå blot 60 centimeter fra indgangspartiet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik