Svensk brand holder Københavns Fondbørs lukket

En brandalarm i et datacenter i den svenske by Vasby har givet teknikproblemer, hvorfor Københavns Fondbørs ikke er åbnet som vanligt kl. 9 i morges.

Teknikken driller hos Nasdaq OMX, selskabet bag fondsbørsen i blandt andet København, og derfor er åbningen af onsdagens aktiehandel udskudt. Kort før middag er fondsbørsen fortsat lammet.

Også børserne i Reykjavik, Helsinki og Stockholm er ramt.

Det fremgår af en meddelelse fra Nasdaq OMX ifølge Ritzau Finans.

Der er ikke oplyst et forventet tidspunkt for, hvornår problemerne er løst.

- Vi venter sådan set bare på, at vi kan komme til at arbejde. Så vi væbner os med tålmodighed, men vi går ikke i panik over det, siger Tue Østergaard, der er aktiechef hos investeringsbanken ABG Sundal Collier til Ritzau Finans.

Nasdaq Nordic forklarer til Ritzau Finans, at det er en brandalarm i et datacenter i svenske Vasby, der er årsag til forsinkelsen.

Nasdaq ved ikke, hvor længe der vil gå, før der er kommet styr på situationen, men at man arbejder på højtryk for at ordne det.

- Ellers er det, som det plejer, og vi vil egentlig bare i gang med arbejdet, siger Tue Østergaard.

Han nævner specifikt den mulige fusion mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank, Chr. Hansens kapitalmarkedsdag i London og den løftede anbefaling af Novozymes fra hans bank til "hold" fra "sælg", som kan komme til at tage fokus, når markederne endelig åbner.

/ritzau/

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik