Sven har som den første blinde dansker besteget Kilimanjaro

Synshandicappede Sven Mogensens drøm om at bestige Afrikas højeste bjerg er nu gået i opfyldelse. Men turen bød på flere udfordringer.

00:32

Her når Sven Mogensen, sammen med Lars Faursholt, toppen af Kilimanjaro, efter mange timers nattevandring.

På trods af et synshandicap og 66 år på bagen satte Sven Mogensen sig et ambitiøst mål: Nemlig at bestige det 5.895 meter høje vulkanbjerg Kilimanjaro. 

Efter fire dages kamp op ad bjerget kunne han den 18. maj klokken 10.20 løfte hænderne sejrsfuldt i vejret, efter en præstation de færreste kan prale af.

- Det er mit livs største oplevelse, som jeg aldrig vil glemme. Jeg er stolt. Det må jeg sige. Det er en større præstation end forudset.

Smilet var stort, da Sven Mogensen nåede toppen af Kilimanjaro, og dermed beviste, at næsten intet er umuligt, bare fordi man er blind. Foto: Privat foto.

Skønt Sven Mogensen ikke kunne nyde udsigten og vejret var dårligt, tog det ikke glæden ved bedriften fra ham. 

- Jeg blev ramt af en kæmpe stor glæde og befrielse, da vi nåede toppen. En glæde, fordi det var fantastisk at stå på Afrikas højeste bjerg med det store land under mine fødder og befrielse, fordi det var en virkelig hård tur op ad bjerget, siger Sven Mogensen. 

De sidste meter kravlede vi mere end vi gik, så vi kæmpede os frem meter for meter.

Sven Mogensen.

Efter turen er han ikke i tvivl om, at det er hans målrettethed, der har bragt ham til toppen.

- Som amatør troede jeg, det handlede om at træne sig op til at kunne blive ved, men det er kun gode amatører, der når toppen, og det er en aftale mellem bjerget og ens eget sind, der gør, om man ikke giver op undervejs. Det er nødvendigt, for tvivler man, kommer man ikke op. Det er let at lade sig friste af at stoppe, men jeg var ikke tvivl, om jeg ville nå toppen, for jeg var meget målsat, siger han.

00:31

Ekspeditionslederen og Sven Mogensen udgjorde et fast team op og ned ad bjerget. Som det kan ses, var vejrforholdene ikke gode.

Luk video

Ikke barnemad

Sven Mogensen var afsted med syv andre, heriblandt sin søn og svigersøn, og alle i gruppen nåede toppen. Men det er dog langt fra alle, der klarer skærene.

Sven Mogensen fortæller til TV 2 Lorry, at de undervejs mødte fem andre grupper på bjerget, hvoraf en hel gruppe gav op, i en anden gruppe måtte ekspeditionslederen trække sig, og i en tredje gruppe døde en mand af hjertestop som følge af den tynde luft.

Det er omtrent 100.000 skridt, hvor jeg hver gang skulle træde rigtigt ud fra Lars Faursholts beskrivelse af, hvor jeg måtte sætte foden.

Sven Mogensen.

Selvom Sven Mogensen har dedikeret det sidste halvandet år til at gøre sig fysisk klar til at kunne forfølge sin drøm, ligger han ikke skjul på, at det stadig var en meget hård tur.

- Det er ikke barnemad. Det, der gjorde det hårdt, var den manglende ilt i atmosfæren. De sidste meter kravlede vi mere, end vi gik, så vi kæmpede os frem meter for meter. Det var en overraskelse for mig, at det virkede så endeløst, fordi det gik så langsomt, og når der kun er halvt så meget ilt i luften, så er vi også på halv kraft, forklarer han.

Luften i højderne påvirkede også de øvrige gruppemedlemmer.

- De syv andre hallucinerede, men det gjorde jeg jo ikke, da jeg er blind. De troede flere gange, at de så skiltet, men det var bare en klippe. Så det var demotiverende for alle, at vi troede, vi var lige ved at være der, men havde langt igen, siger Sven Mogensen.

Her klatrer Sven Mogensen op ad bjerget med hjælp fra blandt andet Lars Faursholt til højre. 

Guidet gennem turen

For Sven Mogensen, der mistede synet i en trafikulykke som 20-årig, har turen også et andet formål end blot at få opfyldt en stor drøm. Før turen fortalte han til TV 2 Lorry, at han vil være rollemodel for andre blinde. 

Man måtte ikke blive kold, for vi kunne intet gøre for at få varmen på grund af manglende kræfter.

Sven Mogensen.

Han ytrede også, at et synshandicap ikke skal være en hindring for at lave det samme som den seende verden, men at de blot skal have hjælp. Og kyndig hjælp fik han også af hans gode ven og ekspeditionsleder Lars Faursholt på den i alt 80 kilometer lange tur.

- Jeg blev guidet hele vejen op og ned ad bjerget. Det var meget hårdt, for det er omtrent 100.000 skridt, hvor jeg hver gang skulle træde rigtigt ud fra Lars Faursholts beskrivelse af, hvor jeg måtte sætte foden. Det var en stor udfordring, fortæller han.

Sven Mogensens dedikation til de synshandicappede, viser sig også i hans formandsskab for foreningen Blind Motion, og han har desuden selv etableret en fond, som honorer blinde og synshandicappede sportsudøvere.

Her ses gruppen tæt på endemålet. Foto: Privat foto.

Ingen nye eventyr på bedding

Til trods for at Sven Mogensen er en eventyrlysten sjæl, der har besøgt intet mindre end 97 lande, trækker han lidt i håndbremsen efter turen på Kilimanjaro.

- Jeg har ikke nogen store projekter foran mig, nu skal oplevelsen bundfælde sig, siger han.

Jeg har mange drømme, men jeg har ikke brug for at skulle præstere noget nyt. Taget mine 66 år i betragtning, så var det også sidste øjeblik med denne oplevelse, siger Sven Mogensen ærligt.

I vores video nedenfor, kan du se flere billeder af Sven Mogensens vej til tops.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?