Foto: TV 2 Lorry

Svævebane lukkes efter ulykke: Kvinde brækkede bækkenet

En kvinde kom til skade, da hun brugte Skandinaviens største svævebane.

Skandinaviens største svævebane ligger på Ledreborg, og her kan man få et ordentligt adrenalinsus.

Men søndag gik det galt, da en 25-årig kvinde kom til skade, mens hun svævede ned fra træet spændt fast til en line. Kvinden ramt et træ på vejen ned.

- Det var temmelig slemt. Kvinden brækkede bækkenet, så det lyder jo ikke så godt, siger Carsten Andersen, kommunikationsansvarlig ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet har nu valgt at lukke svævebanen, indtil det står klart, hvad der gik galt.

Læs også Utilfreds nabo: Ny klatrepark har udsigt til Torbens soveværelse

- Vi skal dels selv og så skal vi have et firma til at hjælpe os med at undersøge, om den er i en stand, så den kan bruges, siger Carsten Andersen.

Bestyrelsesformand i "Til Tops", som står for driften af svævebanen, Jesper Wiegandt, beklager ulykken overfor BT: 

- Vi er allermest virkelig kede af det på hendes vegne. Men også professionelt frustrerede over, at der er noget, der ikke har været i orden med vores svævebane, siger han.

Der er fart på, når man svæver over Ledreborg Slot. Foto: TV 2 Lorry

Ikke første gang nogen kommer til skade

Ulykken er ikke den første, der er sket på svævebanen.

I 2014 brækkede en 12-årig pige anklen, da hun skulle lande efter en svævetur. Bruddet var så alvorligt, at hun efterfølgende måtte opereres og have indsat skruer.

Ledreborg har tre forskellige svævebaner. Den højeste ved navn The Big B består af et svæv over Ledreborg Slotspark fra 40 meters højde. Den skal man være 12 år for at prøve.

Den næsthøjeste når en maksimal højde på 15 meter og består af 12 svæv og fire gangbroer. Den må man prøve fra man er otte år.

Den laveste når maksimalt op på 2,5 meter og er lavet til børn mellem tre og ni år.

TV 2 Lorry lavede en udsendelse om ulykken på svævebanen i 2014. Se med her:

02:29

Dengang beklagede medejer af Fly High Svævebane, Allan Rasmussen ulykken, mens Ernst Tiedemann, Adm. direktør, Force Technology, forklarede, hvorfor svævebanen var sikker.

Luk video