Gasværkvejens skole Foto: Lorry

Svært at skaffe plads til forberedelse på skolerne

Det er en stor opgave at omdanne de københavnske folkeskoler til heldagsskoler.

Det har de konstateret i Københavns kommune. Og derfor har de nedsat en arbejdsgruppe af otte ansatte, der skal se på, hvordan man får plads til både lærere og børn på skolerne i længere tid.

- Vi skal have overblik over, hvor meget plads der er. Hvor mange lærere og elever kan være der og hvilke aktiviteter kan vi lave, siger Camilla Niebuhr, der er øverste ansvarlig for projektgruppen.

Det er tanken at lærerne i fremtiden i højere grad skal forberede sig på skolerne, men det er der ikke plads til, lyder det fra Københavns - og Frederiksberg Lærerforening.

- Det er skolerne ikke klar til. Vi har kæmpestore kapacitetsproblemer på skolerne, siger formanden for Frederiksberg kommunelærerforening Ane Søegaard.

Skolerne ligger i forvejen klemt inde mellem andre bygninger

Børnetallet er steget både i København og Frederiksberg. Og det har lagt pres på skolernes lokaler. Og folkeskolerne på Frederiksberg og i København ligger i forvejen tæt klemt ind mellem andre bygninger, at man ikke så let kan lave tilbygninger. Andre er skoler er så gamle, at de er fredede og man derfor ikke kan bygge dem om.

Også i Københavns Lærerforening er formand Jan Trojaborg skeptisk. Han vurderer at ti skoler i hovedstaden overhovedet ikke har plads til at lave lærerarbejdspladser.

- Og så er der en lang række skoler, hvor der er nogen arbejdspladser, men det er altså ikke nok, siger Jan Trojaborg.

Jan Trojaborg mener, at lærerne egentligt gerne vil være på skolen, hvis forholdene var til det. Og det er Ane Søegaard enig i.

- Vi har brug for at mødes og forberede os, så derfor vil vi rigtig gerne lægge vores arbejdstid på skolen. Men det kræver at vi kan gøre det fornuftigt, siger Ane Søegaard.

I Frederiksberg kommune er man ikke så bekymret over, hvordan der bliver plads til lærernes forberedelse på skolerne.

Formanden for Undervisningsudvalget Margit Ørsted siger, at kommunen har pengene klar til ombygninger, hvis skolerne får brug for det.