Foto: TV2/Lorry

Sushi-konflikt gået i hårdknude

I seks uger har 3F konfliktet mod Letz Sushi-kæden, der fortsat nægter at tegne overenskomst. Men konflikten ser ikke ud til at stoppe inden for den nærmeste fremtid.

Demonstranter er lørdag mødt op på Christianshavns Torv tæt ved en af Letz Sushi-restauranterne. Der er talere, musik og der bliver delt sushi ud fra en overenskomstdækket restaurant.

Flere gange om ugen demonstrerer 3F med skilte og bannere foran udvalgte Letz Sushi restauranter rundt omkring i København. Det har 3F gjort i seks uger nu, uden at parterne har nærmet sig hinanden. 3F har gentagne gange opfordret Letz Sushi til at sætte sig til forhandlingsbordet igen. Uden resultat, skriver Fagbladet 3F.

- Vi fortsætter vores aktioner, til der bliver tegnet overenskomst. Uanset hvor lang tid det tager, siger næstformand ved 3F København, Lone Søgaard.

Den tidligere talsmand for de ansatte i Letz Sushi, Ulrik Frost, der blev fyret på grund af illoyal adfærd, da han begyndte at arbejde for en overenskomst, er også mødt op.

- Det her handler ikke kun om en om overenskomst for de ansatte i Letz Sushi. Det er også en principiel kamp, som handler om retten til at ansatte kan stå sammen og kræve overenskomst uden at blive fyret, siger Ulrik Frost.

Indehaveren af Letz Sushi, Louise Ertman Baunsgaard, holder fast i, at Letz Sushi ikke har råd til at indgå en overenskomst med 3F.

- Vi er parate til at indgå en økonomisk bæredygtig overenskomst, men de forslag som 3F hidtil er kommet med, har ikke været økonomisk realistiske. Jeg har respekt for, at 3F ønsker at fortsætte konflikten, men samtidig kan jeg konstatere, at kun én medarbejder har valgt at deltage i konflikten, siger skriver Louise Ertman Baunsgaard i en mail.

Men det er der, ifølge Ulrik Frost, en meget god forklaring på:

- Personalet er skræmt fra vid og sans. De er bange for at blive fyret, hvis de står frem og støtter konflikten, siger Ulrik Frost.