En lang række supermarkeder har siden fredag solgt spanske blommetomater, som Dansk Supermarked fraråder sine kunder at spise.
Salget er i hovedstadsområdet sket i Føtex, Bilka og Netto.
Tomaterne stammer fra en hollandsk leverandør. Af partiet har en delmængde i en hollandsk kontrolprøve vist pesticidrester, der overskrider EU's grænseværdi.
Der er tale om kemikaliet Ethephon. Men har man spist tomaterne fra supermarkederne, er der ingen fare, lyder det fra Dansk Supermarked, som dog opfordrer kunder til at aflevere dem og få pengene tilbage. Også uden bon.
Tomaterne er solgt i pakninger af 500 gram fra fredag 22. april frem til tirsdag 26. april. Tomaterne er mærket Lot 112 & 113.