Foto: TV 2 Lorry

Supercykelstier vinder international pris

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen har netop modtaget den østrigske VCÖ Mobillity Award 2015 på vegne af Hovedstadens Supercykelstier.

Hvert år uddeler VCÖ (Det Østrigske Trafikforbund) i samarbejde med trafikministeriet og miljøministeriet i Østrig samt De Østrigske Statsbaner (ÖBB) en pris til innovative projekter, der sikrer sund, klimavenlig og effektiv transport.

I år gik prisen for Bedste Internationale Praksis til Hovedstadens Supercykelstier.

- Supercykelstier er et banebrydende projekt med mange stakeholders, som tilbyder et seriøst alternativ til bilen på tværs af kommunegrænser og på længere distancer. Derfor får Supercykelstier i år VCÖ's pris for Bedste Internationale Praksis, sagde CEO i VCÖ Willi Novak i forbindelse med overrækkelsen, lyder begrundelsen.

John Schmidt Andersen har da heller aldrig været i tvivl om, at Frederikssund skulle deltage i samarbejdet om Supercykelstier i Region Hovedstaden.