Sundhedsplatformen sættes under lup: Nu skal tilfredsheden måles

Region Sjælland og Region Hovedstaden gennemfører en brugertilfredshedsundersøgelse af den udskældte Sundhedsplatformen i september.

Regionernes online-baserede patienthåndteringssystem, der går under det fantastisk jævne navn Sundhedsplatformen, skal sættes under lup i september måned.

Systemet, der efterhånden har fået mere skældud end en uvorn fjerdeklasseselev, skal bedømmes af de personer, der anvender det til daglig.

Region Sjælland og Region Hovedstaden - der er hjemsted for hospitalet med systemet i brug - gennemfører således en brugertilfredshedsundersøgelse af Sundhedsplatformen denne måned, hvor medarbejdere, der arbejder i systemet, kan tilkendegive deres ærlige mening om Sundhedsplatformen.

Det oplyser Region Sjælland i en pressemeddelelse.

- Det er vigtigt, at udviklingen og de forbedringer, vi prioriterer, er dem der giver størst værdi for vores medarbejdere og dermed patientbehandlingen, siger Tina Boel (SF).

Hun er formand for Politisk Styregruppe for Sundhedsplatformen, som står bag beslutningen om at gennemføre undersøgelsen i Region Sjælland.

- Jeg ser derfor også frem til at få et bredt funderet og tidstro billede af tilfredsheden med Sundhedsplatformen, og hvordan systemet fungerer for klinikerne i deres dagligdag, lyder det videre fra hende i pressemeddelelsen.

Opgaver tager længere tid end før

Skal man spå om tilfredshedsundersøgelsens udfald baseret på, hvad der tidligere er sagt og skrevet om Sundhedsplatformen, så bør Tina Boel og resten af politikerstaben nok forberede sig på, at it-systemet får sig en hård medfart fra regionens ansatte.

Blandt andet kom det i oktober sidste år frem, at Sundhedsplatformen var skyld i fejlagtige recepter til tusindvis af patienter, som dermed kan være blevet fejlmedicineret.

I februar i år udgav Overlægeforeningen en undersøgelse, der viste, at en række opgaver tager væsentlig længere tid at udføre for overlægerne i Region Sjælland sammenlignet med før Sundhedsplatformen.

Epinion står for gennemførelsen af undersøgelsen, der sendes ud til medarbejdere i Region Sjælland og Region Hovedstaden den 4. september.

Sundhedsplatformen blev vedtaget i 2013 af Region Hovedstaden som regionens online patienthåndteringssystem. Efterfølgende er systemet også blevet udrullet i Region Sjælland. Det skete i november 2016. 

Landspatientregisteret og Sundhedsplatformen opgraderes

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik