Sundhedsplatformen: Gik i luften med succes

Klokken tre i nat gik Sundhedsplatformen i luften i Region Sjælland. Og lørdag er både ledelse og medarbejdere glade - for systemet virker faktisk!

Det er en glad mand, der står foran Universitetshospitalet i Roskilde:

- Det er gået godt! Vi har været mange, der har været oppe for at sikre, at vi kom i gang klokken tre i nat, siger Koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen, med et træt smil til TV 2 Lorry.

Han har været vågen siden klokken 5 i går morges for at følge, at alt gik godt.

- Det store arbejde har været at lægge alle data fra vores gamle journal over i den nye journal. Det har vi gjort i løbet af i går. Klokken seks i går aftes gik vi på papirjournal, og så har vi lagt de sidste journaler over. Og det var det med at lægge de sidste over, der afgjorde, om vi kunne gå i luften til tiden i nat, fortæller Lars Onsberg Henriksen.

Og det lykkedes. Klokken tre var der hul igennem.

Regionens personale melder også "klart skib":

- Der har været sådan en stemning af: 'Lad os nu se at komme i gang med den her Sundhedsplatform. Vi har ventet i lang, lang tid', så umiddelbart tager folk det med oprejst pande, siger Annette Møller, fællestillidsmand for sygeplejerskerne på Holbæk Sygehus.

quote Lad os nu se at komme i gang med den her Sundhedsplatform. Vi har ventet i lang, lang tid.

Annette Møller, fællestillidsmand for sygeplejerskerne på Holbæk Sygehus

Kritiske røster 

I nat blev Sundhedsplatformen indført på alle sygehuse i Region Sjælland. Og det gik godt - trods kritiske røster og opfordringer om at droppe systemet helt.

Fra overlæge på plastikkirurigsk afdeling på Herlev Hospital i Region hovedstaden, Janne Horn, lød det d. 6. november:

- Jeg vil næsten sige, at det er en katastrofe. Jeg kan ikke mindes, at noget har skudt os tilbage til fortiden som det her system.

I Region Hovedstaden har læger og andet sunhedspersonale klaget og protesteret mod systemet lige siden starten for halvandet år siden.

Kritikken lyder især på, at der ikke er tid til patienterne. I Region Hovedstaden har man fyret en del lægesekretærer, der ellers har ført journaler. Noget lægerne nu skal.

Men på det punkt har region Sjælland gjort tingene anderledes. De har beholdt deres lægesekretærer.

Der har været diskussioner blandt politikerne i Region Sjælland. Man har diskuteret, om man skulle udskyde projektet. Men med en Plan B under armen, der gør, at man kan hoppe tilbage til det gamle system, så har man valgt at starte systemet op i nat. 

Arbejdsro nu

Trods sucessen måtte vi ikke filme på afdelingerne i dag, og lørdag morgen var der rygter om, at regionen havde givet de ansatte mundkurv på. 

Men koncerndirektøren forsikrer, at alle må udtale sig, det er bare en opstart, der kræver koncentration: 

- Vi har et ønske om at give arbejdsro til dem, der arbejder med det, for det er allesammen helt nye brugere. Vi skal sikre os, at alt fungerer. Fra overvågningsudstyr til blodprøver til hvordan man booker operationer. Og vi ved først, om det virker, når nu vi kommer i gang, siger Lars Onsberg Henriksen.

Fællestillidsmanden på Holbæk Sygehus, Annette Møller, er enig. Personalet skal have tid til alt det nye:

- Selvfølgelig er systemet nyt. Det er som at få et kørekort. Så skal man jo først i gang med at bruge det nu her, og så er det bare at gå i gang, siger hun og fortæller, at stemningen er god blandt personalet. 

 
 
Foto: Anders Toxværd / TV 2 Lorry

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik