Sundhedsminister undersøger narkodødsfald

De seneste års narkodødsfald i København, Aarhus og Odense skal granskes for at forebygge flere dødsfald.

Alle narkorelaterede dødsfald i København, Aarhus og Odense i perioden 2008-2011 skal nu undersøges nærmere. Det sker for at komme til bunds i, hvordan dødsfaldene kan undgås i fremtiden, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF).

- Indsatsen mod narkotikadødsfaldene er helt afgørende i opgøret mod marginalisering, udstødelse og uværdige livsbetingelser. Men vi ved for lidt om de nærmere omstændigheder ved overdosisdødsfaldene, siger Astrid Krag.

- Og derfor igangsætter vi nu en undersøgelse, der skal give os mere viden på området og munde ud i konkrete forslag til, hvordan vi kan forhindre, at så mange stofmisbrugere dør hvert år af en overdosis, siger sundhedsministeren i en pressemeddelelse.

Narkodødsfaldene skal blandt andet kortlægges ved at samle de afdødes eventuelle journaler i sygehusvæsnet og socialforvaltningen. Desuden skal der laves interview med sundhedspersonale, som havde kontakt med de afdøde, og misbrugere fra samme miljø.

Astrid Krag tog initiativ til undersøgelsen på baggrund af det rekordhøje antal narkodødsfald i 2011, hvor 285 personer omkom som følge af stofmisbrug.

De tre kommuner skal samarbejde med det norske forskningsinstitut "Senter for Rus- og Avhengighedsforskning" (SERAF) om at gennemføre undersøgelsen.

Undersøgelsen, som forventes færdig midt i 2014, finansieres efter aftale med Enhedslisten med midler fra Sundhedsfremmepuljen. To millioner kroner er sat af til formålet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik