Sundhedsminister: Patienter skal hurtigere hjem

Det går bedre med at få patienter på sygehusene hjem, men der er stadig lang vej endnu, mener sundhedsminister.

Det går den rigtige vej med at sørge for, at færdigbehandlede patienter ikke ligger på hovedstadens hospitaler, men kan udskrives og komme hjem til deres hjemkommune. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Nye tal fra Region Hovedstaden viser, at antallet af dage, hvor færdigbehandlede patienter ikke kunne udskrives, fordi kommunerne ikke kunne tage dem hjem, er faldet med 12,5 procent fra 2013 til 2015.

I alt lå færdigbehandlede patienter 30.408 dage i en hospitalsseng i 2013, hvilket er faldet til 26.594 dage i 2015.

Men det er stadig for langsomt, mener Venstres sundheds- og ældreminister Sophie Løhde.

- Det er positivt, at det generelt er lykkedes at få antallet af dage, hvor patienter er indlagt, selvom de reelt er færdigbehandlede, ned. Men opgaven med at få patienterne hurtigere hjem efter indlæggelse er fortsat stor, siger hun Frederiksborg Amts Avis.

Reelt er der meget stor forskel fra kommune til kommune på, hvor hurtigt en kommune er i stand til at få deres borgere hjem, da der mange steder mangle tilstrækkeligt med pleje- og aflastningspladser.

- Region Hovedstaden udmærker sig desværre ved at have kommuner, som ligger meget højt i statistikken i forhold til de andre regioner. Andre steder i landet har man altså ikke det samme problem, og det er i sig selv bemærkelsesværdigt, siger Sophie Løhde til Frederiksborg Amts Avis.

Hun opfordrer såvel kommuner som Region Hovedstaden til at lægge sig i selen for at få tallet endnu længere ned, og Sophie Løhde afviser ikke at skrue på den takst, som kommunerne betaler til regionen, hvis ikke de hjemtager deres egne færdigbehandlede borgere.

- Vi regner lige nu på det i forbindelse med den kommende nationale handlingsplan for den ældre medicinske patient, og har ikke en endelig løsning klar. Men planen er, at vi kommer med en udmelding på området i løbet af foråret, siger Sophie Løhde til Frederiksborg Amts Avis.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik