Phlake på Northside i 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Scanpix

Succesduo fra Albertslund åbner Orange Scene

Duoen Phlake får æren af at åbne Orange Scene på årets Roskilde Festival. Onsdag annoncerer festivalen 77 nye navne.

Det er en stor ære for det danske band, der får lov til at åbne årets Roskilde Festival på Orange Scene. 

Og i år bliver det duoen Phlake fra Albertslund, der får lov til at stå på festivalens største scene, når de til sommer åbner Orange Scene på Roskilde 2017.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse mandag.

Duoen består af forsanger Mads Bo og producer Jonathan Elkjær, og er kendt for hitsene "So Faded", "Angel Zoo" og "Pregnant" fra det roste debutalbum "Slush Hours."

Læs også Ny festival: Plask rundt i badebassinet under koncerterne

Har spillet der før

Bandet har spillet en række udsolgte koncerter, og sidste sommer tiltrak Phlake et kæmpe publikum, da de debuterede på Roskilde Festivals Rising-scene for unge talenter.

For forsanger Mads Bo er det en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Roskilde Festival var den første festival, jeg hørte om, da jeg var lille. Lige siden har jeg haft en tilbagevendende drøm i orange farver. Når jeg kører forbi Dyrskuepladsen ude på motorvejen, tænker jeg altid, at derinde bag træerne ligger Orange Scene. Jeg glæder mig som en vanvittig til, at det går op for mig, at jeg står der, står der i pressemeddelelsen. 

Annonceringen vækker også glæde hos producer Jonathan Elkær:

-At åbne Orange Scene er noget, der bliver husket. Man kan sige, at man på en måde skriver sig ind i historiebøgerne for en stund. Netop derfor sidder vi lige nu med en følelse af både ærefrygt og eufori i kroppen, står der i pressemeddelelsen.

Duoen åbner scenen 28. juni. 

Læs også Ulige Numre-forsanger debuterer solo på Roskilde Festival

Flere navne på onsdag

Festivalen har indtil videre offentliggjort blandt andre Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, Trentemøller, A Tribe Called Quest, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182, Father John Misty og Justice til at spille på sommerens festival.

Roskilde Festival offentliggør 77 nye navne og festivalens fulde plakat på onsdag.