Mjølnerparken er mest berygtet for bandekriminalitet og uro. Omar El-Husseins skudattentat har blandt andet bidraget til det. Foto: Asger Ladefoged - Scanpix

Succes i Mjølnerparken: Banderne har forladt berygtet ghetto

Der er færre mennesker med en dom over hovedet, og der er langt flere i uddannelse og på arbejde. Mjølnerparken ligner snart en succes.

Efter mange år med masser af kriminalitet, bandeproblemer, utryghed og korruption er det begyndt at gå i den rigtige retning ude i Nørrebros berygtede bydel - Mjølnerparken. 

 Det er skønt, at det går så godt med at gøre Mjølnerparken til en del af byen

Morten Kabell, teknik- og miljøborgmester

Det skriver Politiken. 

På ti år er andelen af beboere uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse faldet fra 70 til 43 procent, og andelen af beboere, der er dømt for kriminalitet, er for første gang under tre procent.

Mange medlemmer af banden Brothas har boet i området, men også de har forladt området, skriver avisen. 

Læs også Brothas-banden fra Nørrebro smider hættetrøjen og får rygmærker

Politikens journalist Jakob Sheik har blandt andet besøgt et barn af Mjølnerparken, Bachir Hussein, der tidligere har siddet i fængsel, men som nu har været med til at grundlægge ungeklubben i boligområdet.

Det er et af flere initiativer, som har været med til at vende udviklingen. 

- Fordi jeg godt ved, hvordan bandelivet er, er det ingen, som siger "hvem er han til at sige det?" . Det giver legitimitet. Og jeg kunne se, at det hjalp at fortælle de unge om ulemperne ved sådan et liv. Og havde det ikke været for klubben, så havde banderne stadig været her, fortæller han til avisen. 

Læs også Politi og kommune udvider indsats: Bander skal ud af Nørrebro

Københavns Kommune har skudt 800 millioner kroner i en helhedsplan for området, således at der er kommet nye boliger til, et handelsstrøg, et fælleshus og åbne områder. 

Men teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (Enhedslisten) giver beboerne en stor del af æren for de positive tendenser:

- Der er stadig et stykke vej, før vi er helt i mål. Men det er skønt, at det går så godt med at gøre Mjølnerparken til en del af byen. Udviklingen går rigtig stærkt, og det skyldes særligt, at det er beboerne i Mjølnerparken selv, der driver processen, siger han til Politiken.