Succes: Færre ringer til radikaliserings-hotline

85 gange ringede bekymrede københavnere sidste år til den særlige hotline til bekymringer om radikalisering. Det er 19 opkald færre end året før.

Hvis borgere frygter, at deres nabo, barn eller elev måske er i fare for at havne i ekstreme, voldelige eller religiøse fællesskaber, så kan de ringe til Københavns Kommunes særlige enhed til forebyggelse af radikalisering.

I 2017 fik enheden 85 opkald fra bekymrede borgere. Det er et fald i forhold til sidste år, hvor Københavns Kommune modtog 104 opkald. De færre opkald er en succes, mener beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard (V):

quote Det er glædeligt, at enheden modtager færre opkald. Omvendt så er der stadig opkald, og det viser, at hotlinen stadig har en berettigelse

Cecilia Lonning-Skovgaard, Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, København, Venstre.

- Vi tænker, at det er et tegn på, at noget af det massive arbejde, der er lavet mod radikalisering, begynder at virke. Dels er der skabt en større bevidsthed blandt borgerne om at være opmærksom, og dels fanger vi ting, vi ikke gjorde før, fordi vi er til stede flere steder, siger hun til TV 2 Lorry. 

Ud af de 85 opkald vurderede Københavns Kommune, at 10 af henvendelserne var begrundede nok til at sætte en forebyggende indsats i gang. Sagerne har primært omhandlet militant islamisme, mens to af sagerne drejede sig om venstreekstremisme.

Alle bekymrede bør ringe

Cecilia Lonning-Skovgaard opfordrer alle til at kontakte hotlinen på telefonnummer 33 17 29 29, hvis man har en eventuel bekymring for en person i ens omgangskreds. Hotlinen er åben dagligt klokken 8-22.

- Hotlinen hjælper, fordi den grundlæggende giver et sted, hvor borgere kan henvende sig, om man er lærer, forældre eller pædagog i en fritidsklub. Det er glædeligt, at enheden modtager færre opkald. Omvendt så er der stadig opkald, og det viser, at hotlinen stadig har en berettigelse, siger hun til TV 2 Lorry.

Hotlinen drives af Københavns Kommunes enhed til forebyggelse af ekstremisme og radikalisering - også kaldet VINK. Siden 2014 har bekymrede borgere kunnet ringe ind, hvis de har mistanke om en nær relation, der kunne risikere at blive tiltrukket af ekstreme og voldelige eller religiøse fællesskaber.

Når VINK modtager et opkald, undersøger de, hvorvidt der er grund til at gå videre med sagen. Hvis det er tilfældet sætter kommunen en forebyggende indsats i gang, som for eksempel kan være et mentor- og forældrecoachforløb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik