Styrelse: KB-hallen skal bygges op igen

Når KB-Hallen genopføres, vil justeringer, som ikke er i strid med fredningsværdierne, kunne godkendes.

KB-Hallen på Frederiksberg, som brændte ned den 28. september, skal genopbygges.
      Det har Kulturarvsstyrelsen ifølge Politiken besluttet. Styrelsen er øverste myndighed i sagen, fordi der er tale om en fredet bygning.
      Kontorchef Mogens A. Morgen siger til avisen, at som udgangspunkt har styrelsen den holdning, at en fredet bygning altid skal genopbygges, "hvis det giver god mening".
      - I det her tilfælde har vi vurderet, at der er så meget tilbage i hallen, at den skal genopbygges, tilføjer kontorchefen.
      Mogens A. Morgen nævner den bueformede konstruktion og de ret stejle tilskuertribuner som elementer, der gør den historiske hal til noget særligt.
      Men han understreger også, at styrelsen tager hensyn til, at den genopførte bygning skal have en funktion.
      - Når man for eksempel har gjort os opmærksom på, at håndboldbanen er for lille til en international håndboldkamp, vil vi selvfølgelig kigge på, om man kan lave en større bane uden at gå på kompromis med fredningsværdierne, siger Mogens A. Morgen.
      Topdanmark, der har forsikret hallen, mener ikke, at resterne af den er værd at bygge videre på.
      Kommunikationschef Jens Langergaard siger, at i forsikringsmæssig forstand må bygningen siges at være totalskadet.
      - Efter alt at dømme skal der opføres en helt ny hal. Og vi skal så dække udgifterne til en hal, som bygges med gængse materialer og med tidens gængse byggemetoder, siger Langergaard.
      Men det betyder samtidig, at forsikringen ikke betaler differencen, såfremt det medfører ekstra udgifter, at bygningen er fredet.
      Først om et par uger kommer der større klarhed over, hvad det vil koste at genopføre KB-Hallen, og hvor stor en del af udgifterne Topdanmark vil betale.
      - Vi må se, om nogen har en interesse i at støtte projektet, siger Jørgen Holmen, direktør i Kjøbenhavns Boldklub og dermed for KB-Hallen.
      Klubben håber, at kommunen eller private fonde kan træde til, hvis det bliver nødvendigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik