Studerende advares mod fupboliger

Rekordmange ansøgere til landets uddannelsesinstitutioner skaber rift om studieboliger i storbyerne. Boligportal advarer de kommende studerende mod svindlere.

En studiebolig til leje på 150 kvadratmeter midt i København
til 2500 kroner pr. måned. Det lyder næsten for godt til at være
sandt - og er det måske også.
Når landets kommende studerende på torsdag får besked, om de
er kommet ind på drømmestudiet eller ej, er det samtidig
startskuddet til højsæsonen for jagten på en lejebolig i de
største uddannelsesbyer. Og med rekordmange ansøgere til blandt
andet professionshøjskolerne og universiteterne er risikoen for
at blive snydt af en fupudlejer også større.
- Der er typisk flere svindlere med lejeboliger omkring
studiestart, og i år er der flere studerende og i bedste fald
det samme antal lejeboliger som sidste år. Derfor bliver der
endnu større rift om boligerne i år, men det er stadigvæk
vigtigt, at de studerende forholder sig kritisk til
lejeboligerne, så de ikke bliver snydt, siger Henrik Løvig, der
er portalchef på Boligportal.dk.
Portalen advarer derfor de boligsøgende mod svindlere og
sender dem en e-mail med otte gode råd, så de kan undgå at blive
taget ved næsen.
- Det drejer sig blandt andet om ikke betale depositum eller
husleje uden en lejekontrakt og ikke at lade sig presse til at
skrive under på en lejekontrakt, siger han.
Vicepolitiinspektør Børge Møller Fransen fra Østjyllands
Politi råder også de unge til at se sig godt for, når de skal
leje bolig. Og både han og Henrik Løvig opfordrer til at anmelde
det til politiet, hvis man har været udsat for svindel.
/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik