Studentervogne angrebet af æg, vand, sten og kanonslag

Københavns Vestegns Politi sætter nu ind for at fange de ondsindede typer, der spolere studenterkørsler i politikredsen. "STOP JER SELV!", lyder opfordringen.

"STOP JER SELV!"

Sådan lyder opfordringen fra Københavns Vestegns Politi fredag aften.

quote Vi har fået en fem-seks anmeldelser i løbet af i dag i vores politikreds alene.

Thomas Mejborn, Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

Udmeldingen er rettet mod ondsindede personer, der forsøger at spolere nogle af de for mange bedste minder fra studentertiden: vognkørslen.

Ifølge vagtchef Thomas Mejborn har politikredsen modtaget en god håndfuld henvendelser om hærværk mod studenterne i dag alene.

- Vi har fået en fem-seks anmeldelser i løbet af i dag i vores politikreds alene, siger vagtchefen, som oplyser, at det er sket i Albertslund, Hvidovre, Rødovre, Taastrup og Brøndby Strand. 

Ved episoderne er studenterne blevet angrebet med både æg, vandballoner, stenkast og endda kanonslag.

Politiet: Vi har indsat ekstra ressourcer til angreb mod studenterkørsler

I år var politiet forberedt på, at nogen kunne finde på at spolere studenterkørslerne, efter de så talrige eksempler i kredsen sidste år.

- På den baggrund har vi prioriteret det i dag, som nok er den største dag med studenterkørsel i vores politikreds, siger Thomas Mejborn, der dog medgiver, at det har været en svær opgave at løfte:

- Problemet er, at politikredsen har en vis størrelse, så vi skal være mere end almindeligt heldige, hvis vi skal være der, hvor det sker, når det sker.

quote En af de unge mænd, som tager et kanonslag op, tænder det og smider det op mod vognen.

Thomas Mejborn, Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

Kanonslag blev smidt mod studenter

De fem-seks episoder fredag har ikke været ensartede. Nogle studenterkørsler er blevet angrebet, mens de holdt stille. Det skete blandt andet i Taastrup, hvor politiet var i hælene på gerningsmændene.

- Vi har haft jagtet nogen i Taastrup, som slap fra os, da de hørte, vi var på vej. Her fik vi en anmeldelse klokken 20.27, hvor unge mænd omringer en studentervogn, som holder stille. Der er der en af de unge mænd, som tager et kanonslag op, tænder det og smider det op mod vognen. Det eksploderer i luften i samme højde og foran studenterne, siger Thomas Mejborn, der tager sagen yderst alvorligt.

- Der er heldigvis ingen tilskadekomne, men det er mere held end forstand, siger han.

Mens studentervognen her holdt stille, oplevede andre, at de blev forfulgt af biler, fortæller vagtchefen. 

Studentervogne jagtes af biler

quote Der er ikke så meget andet at sige, end at det hører ingen steder hjemme.

Thomas Mejborn, Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi

- Vi har anmeldelser om køretøjer, der jagter studentervognene rundt og kaster med æg efter bilerne.

- Der er ikke så meget andet at sige, end at det hører ingen steder hjemme. Det eneste formål, de (gerningsmændene, red.) har, er at ødelægge dagen for andre. Og det er simpelthen ikke i orden, siger Thomas Mejborn. 

Sidste år oplevede Københavns Vestegns Politi, at der blev opsat vejbarrikader, så vognene måtte stoppe, hvorefter gerningsmænd nærmest indledte et bagholdsangreb på studenterne.

Det er ikke tilfældet i år. Men fremgangsmetoderne for sabotagen er ikke blevet mildere af den årsag.

- Vi har et enkelt tilfælde, hvor der er blevet kastet sten mod studenterne. Den lå også i vognen, kunne vi se. Det er heldigvis kun et engangstilfælde - og det er det også med kanonslag. Resten har været vandballoner og æg, som er blevet kastet, siger vagtchefen til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik