00:36

Der står en håndfuld betonklodser ved Storkespringvandet. Der hvor Strøget møder Købmagergade. Som en del af terrorsikringen. Men lastbilerne kan køre lige igennem.

Strøgets terrorsikring stopper ikke lastbiler

Høje betonklodser ved Købmagergade og Strøget er terrorsikring. De skal tvinge biler til at sætte farten ned. Men lastbilerne kan godt køre igennem.

Efter flere terrorangreb med lastbil andre steder i Europa, er der også blevet terrorsikret i København.

Det er sket med høje betonklodser, der er stillet op i gaderne rundt om i København. Blandt andet på Rådhuspladsen og ved Strøget.

De klodser skal være hastighedsnedsættende. Og det mener vi, at de er. Det kan man altid have en holdning til. Men det skal også være sådan, at ambulancer og brandbiler kan komme igennem. 

Henrik Møller Jakobsen,Vicepolitiinspektør, Københavns Politi. 

Og der er også sat klodser op ved Storkespringvandet, der hvor Købmagergade møder Strøget.

Men overraskende nok, så står klodserne på en måde, så de store lastbiler let kan køre igennem.

To lastbiler kan ligefrem passere hinanden. Så der er relativ god plads.

I løbet af formiddagen er der på hverdage masser af lastbiltrafik, som ankommer med bjerge af varer, på netop det sted.

Betonklodserne står som de skal

Men hvis man hører til dem, som går og undrer sig over, at betonklodserne står som de gør, så er meldingen fra Københavns Politi helt klar.

Her siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen, at betonklodserne står, som de skal.

- De klodser skal være hastighedsnedsættende. Og det mener vi, at de er. Det kan man altid have en holdning til. Men det skal også være sådan, at ambulancer og brandbiler kan komme igennem. 

Så der er altså tale om betonklodser, hvis formål kun er at tvinge en lastbil til at sætte farten ned. Så folk i gaden  kan nå at slippe væk.

Og med inde i billedet hos politi, PET og kommune er hele tiden afvejningen af, hvad det er for en by, som vi skal have. Vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen siger, at det blandt andet er en afvejning af byens udseende og udtryk, som bliver holdt op mod, at vi skal have sikkerhed i gaderne. 

- Det er politiet, der har ansvaret for  sikkerheden. Men der er også hensynet til, hvordan kommunen vil have at byen skal se ud. Og så laver vi en afvejning af, hvordan det tjener byen og borgerne bedst. 

Det er politiet, der har ansvaret for  sikkerheden. Men der er også hensynet til, hvordan kommunen vil have at byen skal se ud. Og så laver vi en afvejning af, hvordan det tjener byen og borgerne bedst.

Henrik Møller Jakobsen, Vicepolitiinspektør, Københavns Politi.

Så de betonklodser, som er sat i gaden, har altså ikke til formål at holde lastbilerne helt ude. Men primært at tvinge lastbiler til at sætte farten ned. 

Ambulance og brandbiler skal kunne komme ind 

PET, Københavns Politi og Københavns Kommune har haft flere møder om netop terrorsikring.

Og den model som er brugt ved Storkespringvandet, er den som man indtil videre er blevet enig om at bruge.

Blandt andet fordi vigtige hjælpekøretøjer, som ambulancer og brandbiler, også skal kunne komme forbi - og videre ind på Købmagergade.