Strøget sejler - nu vil borgmester rydde op

Københavns kultur- og fritidsborgmester, Carl Christian Ebbesen (DF), vil have Borgerrepræsentationen til at se på "ståhejet" på Strøget.

- Skidt og affald, dårlig moral, tricktyve, lommetyve, hjemløse… Jeg synes ikke, at man kan være det bekendt. Og det er én af grundene til, at vi har valgt at flytte.

Sådan fortalte indehaveren af en pibeforretning på Strøget til TV 2 Lorry 12. september.

Butiksejeren tog derfor konsekvensen af de daglige problemer og besluttede at flytte sin forretning til en anden adresse i København.

Pibeforretningen er ikke den eneste, der føler sig generet. Mads Nørgaard , der ejer Nørgaard på Strøget, fortalte samme dag TV 2 Lorry:

- Vi har også en masse bøvl og bavl med rod og skidt og møg og støj. 

Borgmester: Alt for meget "ståhej"

Nu ser det ud til , at der også fra politisk side er ønsker om at løfte Strøget ud af rodet.  I hvert fald vil Københavns kultur- og fritidsborgmester diskutere Strøget med resten af Borgerrepræsentationen. 

- Jeg synes, at der er alt for meget ståhej. Alt fra fra små boder til stande til hjemløse til cykeltaxaer, som fylder, udtrykker Carl Christian Ebbesen (DF) over for TV 2 Lorry. 

Derfor ønsker han en diskussion i Borgerrepræsentationen om, hvor Strøget skal bevæge sig hen.

Hans fokus er især på, at Strøget ikke kun skal være for store internationale kæder, som lokker turister til,  men også skal have små specialbutikker til københavnerne.

Han ønsker en gågade, der fremstår pænere, og så foreslår han gratis korttidsparkering.

Begejstrede butikker

I foreningen "Kbh K - Commerce and Culture", en interesseorganisation for forretningsdrivende i Indre by, er der begejstring.

- Vi er rigtigt glade for, at Carl Christian Ebbesen vil tage udfordringen videre til Borgerrepræsentationen, fortæller Maria Auchenberg, foreningens sekretariatschef, til TV 2 Lorry. 

Skraldeindsatsen, fjernelse af cykler og muligheden for at rydde op i mobile salgsvogne, stadepladser og cykeltaxier er noget af det, der står højt på ønskesedlen. 

De håber, at politikerne vil inddrage erhvervslivet i diskussionen om, hvordan de kan løfte Strøget. For eksempel ved at nedsætte en ”Bylivsgruppe” på tværs flere forskellige forvaltninger og erhvervslivet. 

Se vores tidligere indslag om tilstandene på Strøget (12. september)

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik